Nyheder5. maj 2024

Berlin vil give Goebbels omdiskuterede villa væk gratis

Hovedstadens delstatsregering i Berlin har flere gang forsøgt at komme af med Villa Bogensee, men uden held
Delstatsregeringen i Berlin er endt med regningen for vedligehold og sikkerhed på Villa Bogensee, der nu er helt groet til og i dårlig stand. (arkivfoto.) 
Delstatsregeringen i Berlin er endt med regningen for vedligehold og sikkerhed på Villa Bogensee, der nu er helt groet til og i dårlig stand. (arkivfoto.)
 Foto: Patrick Pleul/Ritzau Scanpix

Den tyske hovedstads delstatsregering i Berlin har planer om at give den tidligere Nazi-propagandaminister Joseph Goebbels' villa gratis væk.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Med den beslutning sigter regeringen efter at sætte en ende på en årtier lang debat om, hvad der skal ske med landstedet nord for hovedstaden.

Det har tidligere været diskuteret, om villaen skulle jævnes med jorden.

- Jeg tilbyder til, hvem end der ønsker det, at de kan overtage stedet, som en gave fra staten Berlin, siger Stefan Evers, der er delstatens finansminister.

Berlin har forsøgt at give villaen til både den føderale regering og delstatsregeringen i Brandenburg, hvor villaen, der hedder Villa Bogensee, ligger.

I stedet er Berlin endt med regningen for vedligehold og sikkerhed på stedet, der nu er helt groet til og i dårlig stand.

Evers forslag går på, at villaen i fremtiden bruges på en måde, der kan fortælle dens historie. Ministeren kommenterer ikke på, om regeringen vil overveje tilbud fra privatpersoner.

Hvis ikke hans plan lykkes, har delstaten Berlin ikke andre muligheder end at gennemføre den nedrivning, der allerede har været på tapetet flere gange, lyder det fra ministeren.

Goebbels var en af Adolf Hitlers tætteste allierede. Han byggede villaen i 1939 40 kilometer uden for Berlin.

I villaen fandt mange sociale arrangementer for nazistpartiets top sted - herunder også besøg fra skuespillere og kunstnere. Villa Bogensee er også kendt for at være mødested for personer med hemmelig affærer.

Goebbels flyttede kort før afslutningen på Anden Verdenskrig tilbage til Berlin, hvor han sammen med sin kone tog livet af sig selv og deres seks børn med cyanidkapsler.

Efter afslutningen på Anden Verdenskrig blev bygningen i en kort periode brugt til at huse et hospital. Efterfølgende overtog det østtyske kommunistpartis ungdomsafdeling bygningerne og indrettede en træningskoloni med plads til overnatning.

Med genforeningen af Tyskland i 1990 kom villaen igen på statslige hænder.

Sponsoreret indhold