Nyheder6. april 2017

Benedikte i familiefejde: Strid om Berleburg

Prins Sebastian står klar til at overtage Berleburg – et nazitestamente tvinger prins Gustav til at afstå slottet, hvis han gifter sig med Carina Axelsson.
https://imgix.seoghoer.dk/media/vipedia/benedikte.jpg
 Foto: All Over Press

Da kisten med prins Richard forleden blev ført gennem Berleburg, blev der for alvor sat skub i spekulationerne om, hvad der skal ske med Berleburg Slot og de enorme skovarealer og virksomheder, der hører til.

Foreløbig bliver det prins Gustav, Benedikte og Richards 48-årige søn, som overtager stafetten og det daglige ansvar for slottet og skovene, der breder sig over et areal på størrelse med Møn.

For Benedikte betyder i arvefølgen til Berleburg lige så lidt, som prins Henrik gør i forhold til den danske trone.

I fyrsteslægten Sayn-Wittgenstein-Berleburg har mænd fortrinsret til ”tronen”, ligesom i det danske kongehus, og prins Gustav er takket være sin far rigtig godt klædt på til at overtage Berleburg.

Men i kulissen spøger et såkaldt nazitestamente, som prins Richards farfar i 1939 fik tinglyst.

Testamentet er skruet sådan sammen, at Berleburgs ejere og deres ægtefæller skal være ariske, ligesom de ikke må gifte sig med ikke-ariere.

De skal altså tilhøre den nordiske race, som Hitler holdt så meget af – heraf navnet ”nazitestamente”. I praksis betyder det, at prins Richards gren af familien i løbet af få årtier mister retten til at føre slottet videre.

Det sker, hvis 48-årige Gustav ikke når at få børn – og det er der ikke meget, der tyder på. Hans svensk-amerikanskmexicanske kæreste Carina Axelsson, som han har dannet par med det seneste årti, har nemlig rundet 48 år.

Ifølge testamentet må fyrster af Berleburg udelukkende gifte sig med ariske kvinder for at beholde ret og råden over Berleburg Slot – og med mexicansk blod i årerne lever Carina Axelsson ikke op til den betegnelse.

Fordi Gustav er barnløs og ikke har nogen brødre, bliver det ved hans død den gren af Sayn-Wittgenstein-Berleburg-slægten, der har prins Richards lillebror, prins Robin, som overhoved, der overtager Berleburg.

Når nogen ved familiesammenkomster i Berleburg-dynastiet har dristet sig til at drøfte muligheden for at sløjfe ”nazitestamentet”, har prins Robin altid været afvisende.

Derfor er det efterhånden et temmelig giftigt og tabuiseret emne, som sjældent kommer på bordet.

Prins Robin er 79 år og overlever formentlig ikke prins Gustav. Men hans søn, prins Sebastian, som er få år yngre end Gustav, er udset til at blive den næste fyrste på Berleburg.

I modsætning til fætter Gustav har Sebastian sikret arvefølgen i slægten, idet han har tre børn – heraf to drenge, hvoraf 13-årige prins Ferdinand er den ældste.

Når 72-årige Benedikte nu overværer, hvordan en gren af familien, takket være et gammelt testamente, gør sig klar til at afsætte hendes del af familien til fordel for penge, magt og prestige, så må det vække minder om, hvordan hendes egen far, kong Frederik, behandlede sin lillebror, arveprinsen.

Kong Frederik 9. viste ingen nåde over for arveprins Knud, da han med hjælp fra regering og et spinkelt flertal ved en folkeafstemning fik ændret tronfølgeloven, så kvinder – i dette tilfælde Margrethe – kunne overtage tronen.

Dermed gled arveprins Knud og hans børn ud i glemslen, selv om Knuds ældste søn, prins Ingolf, ved sin fødsel var udset til at blive konge, idet farbror Frederik ”kun” havde døtre, og fordi tronfølgerloven på det tidspunkt var skræddersyet til prinser – og ikke prinsesser.

Sponsoreret indhold