Nyheder2. juli 2023

Bedstemor til dræbt 17-årig i opråb: Stop optøjerne

Bedstemoren til teenager, som blev skudt og dræbt af en politimand, vil have urolighederne i Frankrig stoppet
Bedstemoren til den 17-årige Nahel M., der blev dræbt af politiet, vil have stoppet optøjerne.
Bedstemoren til den 17-årige Nahel M., der blev dræbt af politiet, vil have stoppet optøjerne.
 Foto: Bertrand Guay/AFP/Ritzau Scanpix

Bedstemoren til 17-årige dreng, der tirsdag blev skudt og dræbt af politiet i Frankrig, opfordrer til, at urolighederne i landet stopper.

Det gør hun søndag i et interview med den franske tv-kanal BFM Television ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Jeg siger dette til dem, der laver optøjer: Lad være med at smadre vinduer, angribe skoler og busser. Det er mødre, som tager bussen. Det er mødre, som går udenfor, siger bedstemoren, som hedder Nadia, søndag.

Tirsdag blev 17-årige Nahel M. med nordafrikansk baggrund skudt og dræbt af en politimand, efter at han blev standset af færdselspolitiet.

En politimand er suspenderet og sigtet i sagen.

I knap en uge er demonstranter gået på gaden i Frankrig, hvor der både har været optøjer og plyndringer.

Natten til søndag blev der anholdt 322 personer på halvanden time i forbindelse med de voldsomme demonstrationer. Det viser tal fra det franske indenrigsministerium.

Antallet af anholdte søndag er siden steget til 719, viser de seneste tal ifølge AFP.

Lørdag eftermiddag blev Nahel M. begravet i Nanterre, som er en forstad til Paris. Det var også her, at han blev dræbt.

Også hans begravelse udløste uroligheder i landet.

Natten til lørdag blev 1350 biler og 234 bygninger stukket i brand. Desuden blev der registreret 2560 tilfælde af ildspåsættelser på offentlige steder. Mindst 79 betjente blev såret.

Søndag morgen skrev Vincent Jeanbrun, som er borgmester i L'Haÿ-les-Roses syd for Paris, på det sociale medie Twitter, at demonstranter var kørt ind i hans hus med en bil.

Ifølge borgmesteren kom hans kone og et af hans børn til skade.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at han har sagt til den franske premierminister, Elisabeth Borne, at hans kone har brækket et ben.

Sponsoreret indhold