Beboere advarer: Stor fugleedderkop sluppet løs på Amager

Kender du mere til sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv en mail til journalisten på saad@sh.dk
Flere beboere på Amager advarer nu mod en stor fugleedderkop, der angiveligt er blevet set.
Det er på Facebook i den lokale Amager-gruppe, at beboere nu alarmerer om fugleedderkoppen, der tilsyneladende er blevet spottet på Skotlands Plads, tæt på Amagerbrogade
- Den (edderkoppen, red.) er set på overvågning, og en beboer har set den.
- Børnehaven er blevet bedt om at holde børnene væk fra legepladsen, og viceværten drøner rundt med en skovl og leder efter den, skriver en beboer.
En anden beboer har indsendt et billede i gruppen, hvor det kan ses, at ejendomskontoret i området frabeder beboerne om at opholde sig i gården, da en fugleedderkop er blevet opserveret.

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra flere borgere i gruppen, men de er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
SE og HØR har torsdag aften været i kontakt med Københavns Politi, der har kendskab til sagen.
- Vi har fået en anmeldelse om en fugleedderkop, der opholder sig i et skraldeskur ude ved Skotlands Plads.
- Hvis vi ved, hvor den er, har vi nogle kontaktpersoner, vi kan ringe til, der kan håndtere krypdyr. Det er ikke noget, vi selv håndterer, fortæller vagtchef Michael Andersen.
SE og HØR følger sagen.