
Bordtennisspiller håber på guld i Rio: Batman uden hænder

- Jeg mangler halvdelen af mit højre ben og tre fingre på min venstre hånd, og min underarm er for kort. På højre hånd har jeg det, der ligner en halv arm, og så har jeg lige en bonusfinger nede i spidsen.
- Jeg mangler en del, men jeg er altså født sådan, smiler ”Danmarks Batman”, 32-årige Peter Rosenmeier, da SE og HØR møder ham til en gang bordtennistræning.
En enorm viljestyrke kompenserer for de manglende kropsdele, og det har ført Peter til Rio, hvor han for fjerde gang skal repræsentere Danmark i bordtennis ved De Paralympiske Lege.

Det er 20 år siden, Peter begyndte at spille bordtennis. – Ingen kan give en forklaring på, hvorfor jeg er fø dt sådan, og det ligger heller ikke i min genetik, for jeg har to børn, som ikke fejler noget , fortæller Peter. (Foto: Dan Mariegaard, Dansk Handicap Idræts-forbund, privat)

Verdens bedste leder
Peter havde sit første møde med foreningslivet som seksårig, da hans forældre modvilligt sendte ham ned i den lokale fodboldklub i Hadsund.
– De ville beskytte mig mod nederlag, men jeg var så pisseheldig, at jeg mødte en fantastisk træner, der kunne se mit potentiale, og det tror jeg har været afgørende for alt, hvad jeg har lavet siden, roser batmanden.
– For hvis jeg havde fået en dårlig oplevelse der, var jeg nok endt som de mange andre handicappede, der ikke dyrker idræt, siger Peter Rosenmeier.
– Det er klart, at jeg knap nok kunne spille fodbold, men så længe vi var så små, kunne jeg klare mig langt på en veludviklet intelligens og en spilforståelse, som var bedre end de andres. Jeg er aldrig blevet mobbet på grund af mit handicap, og det hænger nok sammen med, at jeg fra idrætten havde en succes og et kammeratskab, som jeg kunne tage med over i skolen, siger Peter.

Voldeligt overfald på handicappede Gavin går verden rundt
Talent for bordtennis
Efter seks år måtte han dog indse, at hans taktiske indsigt ikke længere kompenserede for hans fysiske mangler på fodboldbanen.
– Så faldt jeg over bordtennissen. Selv om jeg har en lille fysisk formåen, kan jeg være med på et højt niveau.
Og så viste det sig også, at jeg har et vist talent for bordtennis, smiler Peter, der træner mellem 20 og 25 timer om ugen, samtidig med at han passer sit job hos Dansk Handicap Idræts-Forbund og sin familie, der består af hans kone og to døtre på halvandet og syv år i Malmø.
– Jeg er kun kommet hertil, fordi jeg ikke har tænkt over, hvad jeg kan og ikke kan. Men det er ikke en beslutning, jeg har taget. Det er noget, der ligger i mit dna og bagland.
Han håber, at han kan være med til at inspirere andre til at springe ud i livets udfordringer.
– Når folk ser mig, ser de ikke kun mine sportslige præstationer. De ser også et menneske, som har overvundet nogle ting. Jeg håber, at de, der ser mig, tænker, at hvis jeg kan, så kan de også, siger Peter, der har store ambitioner, inden det går løs i Rio torsdag den 8. september.
– Jeg har aldrig følt mig bedre spillende, så jeg skal selvfølgelig derned for at vinde. Jeg har været så heldig og dygtig, at jeg har fået medaljer de tre andre gange, så det vil jeg selvfølgelig også have denne gang, siger batmanden.

Mistede begge ben – imponerer alle på skateboard
Se flere billeder af Peter Rosenmeier her: