Nyheder10. januar 2007

BARNETS TARV

Med en vis interesse har jeg de seneste dage fulgt debatten om, hvor gamle forældre et barn rimeligvis bør have. Jeg skal ikke afvise, at interessen kan tilskrives det faktum, at jeg selv blev far i mandags. For fjerde gang, i øvrigt. Nu er 43 jo ikke nogen alder – og da slet ikke i dette konkrete tilfælde. Men på skriverierne i aviserne kan jeg forstå, at det åbenbart betragtes som værende lige på kanten, at en mand i min noget fremskredne alder bliver far.

Af af Henrik Qvortrup

Godt nok har debatten mest handlet om mødrene. De moderne behandlingsmetoder muliggør jo nemlig, at kvinder langt oppe i årene kan få børn. En mulighed, mændene jo som bekendt altid har haft. Uden at nogen rigtig kunne forhindre dem.En ting er diskussionen om, hvem der skal betale for, at modne kvinder får hjælp, når biologien har sat en grænse. Man kan bestemt sagtens argumentere for, at det ikke er samfundets opgave, og at den enkelte selv må til lommerne.Men det hele løber efter min opfattelse af sporet, når det i den forbindelse fremhæves som argument, at det skulle stride mod barnets tarv at have modne forældre.Undskyld mig: Lad os lige få proportionerne på plads. For det kan da godt være, at den lidt ældre mor har mere satte interesser end den unge. Og det er muligt, at den 50-årige far udviser et lidt lavere energiniveau end ham på 25, når børnehaven holder arbejdsweekend …Men, men: Betænk lige barnets alternativ til ikke at have gamle forældre: Faktisk er det slet ikke så opløftende endda: Alternativet er som bekendt aldrig nogensinde at være blevet født.Og mon ikke de fleste børn i dét lys trods alt vil bære over med at have en "oldsag" til far eller mor? Jeg tror det.

Sponsoreret indhold