Nyheder3. november 2018

”Bagedyst”-Marianne giver dig opskriften på lækre wienersnegle

Marianne Bjerring fra "Den store bagedyst" giver herunder opskriften på lækre wienersnegle.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/marianne_fra_den_store_bagedyst.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Æblet falder ikke langt fra stammen.

Det gamle ordsprog afspejler sig i høj grad i forholdet mellem Marianne og hendes far Christian. Det er nemlig ham, der har lært den 40-årige "Bagedyst"-deltager at bage.

Herunder giver hun opskriften på sin fars wienersnegle, der kan blive et stort hit derhjemme.

Fars wienersnegle (giver ca. 16 stk)

Dejen:

  • 2 ½ dl koldt vand
  • ½ pk gær
  • 1 spsk sukker
  • ½ tsk salt
  • 1 koldt æg
  • 400 g koldt mel
  • 200 g koldt smør til udrulning

Opløs gæren i det kolde vand, tilsæt ægget, sukkeret og mel, rør dejen sammen, og tilsæt salt. Alle ingredienser skal være kolde. Rør dejen på røremaskine, til den slipper siderne. Eller ælt den godt i hånden – den skal være fast, men ikke for hård. Kom mel i efter behov, men ca. 400 g. Lad dejen hvile i køleskabet i 10 minutter. Imens laves cremen.

Cremen:

  • 2 spsk sukker
  • ½ vaniljestang eller 1 stor tsk vaniljesukker
  • 25 g majsstivelse
  • 1 æg
  • 3 dl sødmælk

Kom æg, sukker, vanilje og majsstivelse i en gryde, kog det langsomt op, imens du rører i gryden, tilsæt mælken lidt ad gangen, og lad cremen koge, til den har en tyk konsistens. Sæt straks cremen på køl.

Remonce:

  • 125 g smør
  • 150 g sukker
  • 2 store tsk kanel

Smelt smørret i en gryde, tilsæt kanel og sukker, rør rundt og sæt på kø. Det skal ikke koges sammen – bare blandes.

Udrulning af dejen:

Rul den kolde dej ud til ca. 40 * 30 cm, brug en ostehøvl til at skære din smør i tynde skiver. Læg smør på halvdelen af dejen. Læg det på midten, og fold så siderne ind over. Rul dejen lidt, og fold den – den skal foldes, så der bliver 3 lag. Læg dejen på køl i 10 minutter. Rul igen dejen ud til ca. 40 * 30 cm, fold igen, så der bliver 3 lag, og sæt på køl i 10 minutter. Rul igen dejen ud, fold igen i 3 lag, og læg på køl i 10 minutter. Nu har din dej i alt 27 lag og er klar til sidste udrulning.

Opbygning af sneglen:

Tag den kolde dej ud af køleskabet, rul den ud, så den er 40 * 30 cm, kom en pølse af creme på den lange side (dette bliver midten af sneglen). Smør remoncen ud i et tyndt lag over resten af dejen. Rul nu dejen til en pølse, hvor cremen danner midten. Skær sneglene i 2 cm tykkelse, og læg dem på en bageplade. Kom enden af sneglen ind under sneglen, og mas sneglen lidt flad med hele din hånd. Lad dem hæve 1 time, og pensl med æg og mælk. Bag sneglene i 12-14 minutter ved 200 grader.

Pynt med glasur.

Sponsoreret indhold