34-årige Olivia Vinson er usædvanligt udholdende og stærk.
Det beviste den australske fitnessentusiast, da hun for nyligt formåede at lave 7079 pull-ups i løbet af 24 timer, skriver nyhedsbureauet Upi.
Når man laver pull-ups - eller kropshævninger - står man oprejst og trækker sig selv op i armene i en ribbe eller en anden vandret stang.
Det kræver stærke ryg-, arme og mavemuskler.
Med de flere end 7000 pull-ups slog Olivia Vinson ikke bare en eksisterende Guinness World-rekord. Hun slog rekorden næsten to gange.
Den tidligere rekord lød således på 4081 kropshævninger på 24 timer.
- Efter 19 timer begyndte jeg at få kvalme og tænkte, at det skyldtes, at jeg var overtræt, og at jeg bare måtte håndtere det bedst muligt.
- Min bekymring gik på, om min krop ville klare det, siger Olivia Vinson, som altså bed tænderne sammen og klarede udfordringen.