Nyheder20. september 2023

Australien opgiver at udrydde honningbi-dræbende mide

Australien har ødelagt over 14.000 bistader i et forsøg på at udrydde varroamide. Forsøget er mislykkedes.

Australien har opgivet et forsøg på at udrydde den ødelæggende varroamide, der er en trussel for honningbier verden over.

Det skriver det australske nyhedsbureau AAP og nyhedsbureauet AFP.

Miden, der i årevis har dræbt honningbier over hele verden, blev opdaget i Australien i juni 2022 nord for storbyen Sydney.

Australske myndigheder har siden da ihærdigt forsøgt at få udslettet den. I den forbindelse er over 14.000 smittede bistader blevet ødelagt.

Den australske regering har lagt omkring 100 millioner australske dollar - cirka 450 millioner kroner - i forsøget på at udrydde miden.

Men onsdag erkender regeringen, at det ikke kommer til at lykkes. I stedet skal de australske biavlere vænne sig til at leve med midens eksistens.

- Den seneste stigning i antallet af registreringer (af miden, red.) har gjort det klart, at varroamiden er mere udbredt og har været her i længere tid, end vi oprindeligt troede, lyder det i en udtalelse.

Varroamiden kommer oprindeligt fra Asien. I 1980'erne begyndte miden at komme til europæiske lande - herunder Danmark.

Sponsoreret indhold