Nyheder3. februar 2023

Atju! Årets pollensæson er begyndt

De første forårspollen er gået i fælden og dermed er pollensæsonen officielt begyndt
Pollentallet er oppe på tre for hassel i Østdanmark.
Pollentallet er oppe på tre for hassel i Østdanmark.
 Foto: Astma-Allergi Danmark

Det kan virke usandsynligt, når man fredag morgen kigger ud af vinduet, men den er god nok.

Næsen kan allerede nu begynde at løbe og øjnene krasse, for pollensæsonen er simpelt hen sparket i gang.

Det skriver Astma-Allergi Danmark.

Lige nu er det pollen fra elletræer og hasselbuske, der kan måles. Pollentallet for el ligger på et, mens hassel er oppe på tre i Østdanmark. I Vestdanmark er begge tal nede på et.

– Vi har faktisk haft vores pollenfælde i gang siden den 2. januar, fordi vejret har været så lunt.

– Og har du allerede mærket høfebersymptomer, kan det skyldes, at hassel og el har blomstret tidligere lokalt, for eksempel i din eller naboens have, på grund af favorable forhold i temperatur og placering, siger Mathilde Kloster, der er biolog og leder af pollentællingerne ved Astma-Allergi Danmark.

Om det bliver en slem eller mild sæson, kan man ikke sige noget om endnu.

Det afhænger af vind- og vejrforholdene. Milde vejrforhold med lune temperaturer og solskin giver normalt flest pollen.

Astma-Allergi Danmark har i 40 år målt pollentallene i Danmark. Ved at sammenholde data fra de sidste 30 år har man konstateret, at pollenmængden for blandt andet birkepollen er steget markant.

Desuden ses en tendens til at sæsonen begynder tidligere på året. Ligeledes slutter den også senere. Klimaforandringerne for blandt andet skylden for det.

Vil du blive klogere på pollentallet, kan du downloade appen Dagens Pollental.

Sponsoreret indhold