ASMAA

På de ophidsede gemytter må man forstå, at problemet ligger i Asmaas hovedbeklædning - ikke i hendes evner som journalist, ikke i hendes interviewteknik, ikke i hendes udvælgelse af gæster, men altså alene i dette: Hendes hovedbeklædning, der jo som bekendt udgøres af et tørklæde. Samtidig har der været kritik af, at Asmaa ikke giver mænd hånden, men hilser med en hånd på hjertet.Det er en surrealistisk diskussion. Først og fremmest fordi Asmaas kritikere i alle andre sammenhænge hævder at være fortalere for ytringsfrihed - og man skulle da forsigtigt antage, at den også indbefatter retten til at klæde sig og hilse, som man nu ønsker det. Eller hvad?Personligt finder jeg ikke tørklæder til kvinder særligt fikse. Og jeg forstår ikke en bjælde af den åbenbart særligt muslimske logik, hvorefter mænd formodes at blive særligt løsslupne, hvis de kan øjne blot en flig af kvindens hår.På tilsvarende vis har jeg også vanskeligt ved at sætte mig ind i, hvorfor en kvinde for alt i verden ikke ønsker at give en mand hånden. På samme måde som jeg i øvrigt kan finde det noget anstrengende med det evige knuseri, som gennem de seneste år har hærget den danske hilse-kultur.Men hvad jeg forstår, er i denne sammenhæng helt irrelevant. Det centrale er, at Asmaa da for pokker må tage det tøj på, hun måtte foretrække. Ligesom hun vel også må hilse, som det passer hende.Man må gå ud fra, at Danmarks Radio har ansat hende ud fra en vurdering af hendes kvalifikationer. Og ikke fordi hun bærer tørklæde eller nægter at gi' hånd til mænd. Det afgørende er, om hun fungerer i programmet.Kort sagt: Stop nu med det hysteri. Og lad os vise, at vi mener det med ytringsfriheden. Også når den bruges til noget, vi ikke umiddelbart forstår.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close