Nyheder24. juli 2023

Asger Aamunds livsværk i knæ: Slagtes

Bavarian Nordics RSV-vaccine målrettet personer over 60 år bliver ikke til noget. Nu bliver de straffet på børsen.
Premiere på forestillingen 'Perplex' på Bellevue Teatret. Forfatter Suzanne Bjerrehuus med sin mand Asger Aamund.
Asger Aamunds Bavarian Nordic har haft en særdeles hård dag på børsen.
 Foto: Aller Media DK

Medicinalselskabet Bavarian Nordic, som er stiftet af Asger Aamund, falder mandag med omkring 25 procent på fondsbørsen efter at have droppet udviklingen af dets RSV-vaccine.

Vaccinen droppes, efter at det afgørende fase 3-forsøg har vist, at den ikke forebygger sygdommens symptomer.

Det skrev virksomheden i en pressemeddelelse lørdag.

Faldet svarer til cirka fire milliarder kroner i markedsværdi.

Bavarian Nordic er skuffet, sagde administrerende direktør Paul Chaplin i pressemeddelelsen i weekenden.

– Selv om det var uventet og vil påvirke vores kortsigtede vækstforventninger, har vi fortsat en unik kommerciel forretning, og med den stærke vækst for vores produkter samt for vores markeder, som vi oplever for tiden, har vi et solidt fundament for lønsom vækst i de kommende år, siger han.

RS-virus – respiratorisk syncytialvirus – er en luftvejsvirus.

Den giver typisk forkølelsessymptomer, hoste og feber. Men hos børn under seks måneder og personer med svækket immunforsvar, eksempelvis ældre, kan sygdommen udvikle sig og give infektioner i de nedre luftveje.

I nogle tilfælde bliver det så slemt, at den syge skal lægges i respirator og have hjælp til at trække vejret.

Vaccinen var målrettet personer over 60 år, og den skulle forebygge svær sygdom.

Men da vaccinen viste sig kun at være effektiv over for tre symptomer på sygdommen i 42,9 procent af tilfældene, opfyldte den ikke det opstillede kriterium.

Bavarian Nordic forventer ikke, at det kommer til at gå ud over de økonomiske forventninger til året.

Væksten i Bavarians forretning med rejsevacciner ventes nemlig at udligne faldet i omsætningen, lød det lørdag.

Sponsoreret indhold