Aqua-Lene: Med i ”Lulu og Leon”

Det er godt 3 år siden, at 36-årige Lene Nystrøm satte sig for at sadle helt om i sin karriere. Hun ville være skuespiller.
Efter et par måneder på et skuespillerkursus i Los Angeles vendte Aqua-sangeren tilbage til Danmark klar til at indtage det hvide lærred. Men efterspørgslen efter sangeren som skuespiller var ikke just enorm.
Indtil nu har hun spillet en enkelt rolle i den danske film "Fri os fra det onde". Men nu kan det være, at der falder lidt flere roller af til Aqua-Lene.
Hun har nemlig en rolle i et afsnit af den anmelderroste serie "Lulu og Leon", der ruller over de danske TV-skærme på næste onsdag (den 21. oktober), hvor hun spiller en tidligere elskerinde til Leon. Et bedre udstillingsvindue kan man næsten ikke finde lige for øjeblikket.