Nyheder20. juni 2008

Aqua-Lene: Brast i gråd

Lene Nystrøm Rasted debuterer som skuespiller i Ole Bornedals ny film. De blev begge så berørt under et pressemøde om filmen, at tårerne flød
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/lene-tuder1-jpg.jpg

Følelserne sad uden på Lene Nystrøm Rasteds særdeles nedringede kjole, da hun i går deltog i et pressemøde om Ole Bornedals ny film "Fri os fra det onde".

Og pludselig blev hendes tårer tvunget frem af filminstruktørens egen rørelse.

Pressen var indbudt til at møde filmholdet under en pause i optagelserne på Fyn. Og den ellers så scene- og talevante Ole Bornedal gik pludselig i stå midt i en lovprisning af det usædvanlige sammenhold og engagement på hele holdet.
Han har aldrig oplevet noget så stort og bevægende, lod han forstå, inden han fik våde øjne og med bævende læber kiggede ned i bordpladen.

Derefter fulgte en minutlang pause, hvor han måtte have trøstende klap på ryggen, inden han kunne fortsætte.

Jeg er så taknemmelig

Imens strømmede tårerne også hos Lene, der debuterer som skuespiller i den bærende hovedrolle.
- Jeg blev berørt, fordi Ole blev berørt. Det er han i øvrigt blevet mange gange under optagelserne. Og så græder jeg også. Jeg er et meget emotionelt menneske. Der skal ikke så meget til, forklarede hun bagefter.

Lene Nystrøm Rasted har længe ønsket at skifte musikscenen ud med skuespil. Hun har gået på Lee Strassbergs berømte skuespillerskole i Los Angeles og har nu fået den helt store chance af Ole Bornedal.

- Jeg gik i knæ af taknemmelighed, da han ringede og tilbød mig rollen. Jeg er bare så lykkelig, siger hun.

Sponsoreret indhold