Aqua: Fulde af løgn

Med ærlighed kommer man længst, lyder et godt gammelt ordsprog. Det er dog ikke et motto, som de 4 Aqua-medlemmer Lene Nystrøm, René Dif, Søren Raste og Claus Noreen har valgt at efterleve - tværtimod.
Popbandet indrømmer nu, at de fra tid til anden har fortalt en lille hvid løgn og andre gange løjet, så det stod ud af ørerne på dem.
- Engang på MTV havde vi forinden besluttet os for at lyve bevidst. Journalisten spurgte, hvor vi kendte hinanden fra. Vi sagde, at vi havde mødt hinanden i en svømmehal, hvor Lene sprang ud fra en vippe og stødte ind i Claus under vand, og sådan fortsatte vi, og den stakkels journalist blev helt forvirret, da intet passede med de oplysninger, hun havde fået forinden, afslører René Dif til GAFFA, ifølge Billed-Bladet.
Hvorvidt bandet stadig bruger deres frie fantasi under interviews, melder historien intet om, men Lene Nystrøm forsøger, at redde René Difs afsløring med en forklaring på de mange løgne.
- Hellere en sandhed med modifikationer, der giver en god historie, end kedelige svar per automatik. Vi har humor, og det er det, det drejer sig om, og i øvrigt er musik en illusion, uddyber Lene Nystrøm til musikmagasinet.