Nyheder20. oktober 2022

Anne sladrede om misrøgt på plejehjem: Nu risikerer hun at miste jobbet

Plejehjemsmedarbejderen, der medvirkede i TV 2-dokumentar om omsorgssvigt på plejehjem i Køge, er hjemsendt
Anne Andreassen kæmper nu for sit job.
Anne Andreassen kæmper nu for sit job, efter hun er blevet suspenderet for at sladre til TV 2 om de elendige forhold på plejehjemmet i den socialdemokratisk ledede kommune. Hun havde forinden flere gange forsøgt at få kommunens ledelse til at gribe ind og stoppe mishandlingen af de svagelige beboere. Det skete aldrig.
 Foto: TV 2

LÆS OGSÅ: Græd, da de så tv-dokumentar om plejehjemmet

Den ansatte på plejehjemmet Nørremarken i Køge, Anne Andreassen, der står frem i TV 2's dokumentar om omsorgssvigt, er blevet hjemsendt.

Det fortæller hun til regionalmediet sn.dk.

– Jeg fik bare at vide, at jeg ikke skulle møde op på arbejde, og nu skal jeg til tjenestelig samtale i uge 43, siger Anne Andreassen til mediet.

Det skete ifølge mediet for omkring fire uger siden, da TV 2 kontaktede Køge Kommune i forbindelse med dokumentaren.

– På mødet deltog HR og vores nye leder på Nørremarken. De sagde, at jeg blev nødt til at blive hjemsendt, indtil de fandt ud af, hvad der var hoved og hale i det.

– Men det er jo ikke mig, der har gået rundt med skjult kamera.

Anne Andreassen har flere gange forsøgt at råbe sin ledelse på plejehjemmet op om omsorgssvigt af de svageste beboere, men intet er sket. TV 2 afdækker ved hjælp af skjult kamera alt fra omsorgssvigt til hård tone - og en magtanvendelse, som en ekspe
Anne Andreassen har flere gange forsøgt at råbe sin ledelse på plejehjemmet op om omsorgssvigt af de svageste beboere, men intet er sket. TV 2 afdækker ved hjælp af skjult kamera alt fra omsorgssvigt til hård tone - og en magtanvendelse, som en ekspert kalder for et decideret overgreb.
 Foto: TV 2

Ifølge Anne Andreassen har Køge Kommune beskyldt hende for at have hjulpet TV 2 med kontaktoplysninger til pårørende til beboere på plejehjemmet. Hun understreger dog, at hun ikke har udleveret personfølsomme oplysninger.

I dokumentaren fortæller Anne Andreassen, at hun fire gange er gået til fire forskellige ledere på Nørremarken for at gøre opmærksom på problemerne.

Men det har ifølge plejehjemsmedarbejderen ikke ført til forbedringer.

Hun får nu hjælp af TV2's advokat til sin personalesag, skriver sn.dk.

- Jeg forventer bestemt ikke, hun skal fyres, da det er helt vildt modigt af hende at råbe op om de her forhold, siger redaktionschefen for dokumentargruppen hos TV 2, Troels Jørgensen, til fagmediet Journalisten.

Han bekræfter videre til Journalisten, at TV 2 har bedt Anne Andreasen om at udlevere telefonnumre på nogle pårørende til plejehjemsbeboerne.

TV 2-dokumentaren sendes torsdag. En medarbejder fra tv-stationen har en periode været ansat på plejehjemmet og foretaget optagelser med skjult kamera.

Udsendelsen viser eksempler på, at beboere ikke får hjælp til helt basale behov som at få skiftet ble, få medicin og mad.

Der er også eksempler på beboere, som ligger mange timer i sengen uden at blive vendt eller hjulpet op.

Sponsoreret indhold