Nyheder21. august 2009

Anne-Mette Rasmussen: Lokkede Line Baun

Den tidligere førstedame overtalte den tidligere TV-vært til at kaste sig ud i ”Vild med dans”
Anne-Mette Rasmussen har påvirket Line Baun Danielsens beslutning om at stille op i "Vild med dans"
Anne-Mette Rasmussen har påvirket Line Baun Danielsens beslutning om at stille op i "Vild med dans"
 Foto: All Over

Anne-Mette Rasmussens enorme begejstring og positive oplevelser i forbindelse med underholdningsprogrammet blev udslaggivende for Line Baun Danielsens beslutning om at takke ja, da tilbuddet om "Vild med dans" bød sig.

Faktisk overtalte Anne-Mette Line til at stille op. De to lærte hinanden at kende i forbindelse med en bog, som Line Baun Danielsen har skrevet om den tidligere statsministerfrue, der bliver udgivet til oktober.

Oprindelig havde Line Baun Danielsen meddelt, at hun trængte til at trække TV-stikket ud, men nu har hun fået mod på at sætte det i igen.

- Jeg har på mange måder nydt det sidste halve år, hvor det mediemæssigt har været stille og roligt. Derfor var jeg i tvivl til sidst, om jeg burde deltage i "Vild med dans". Men så sagde Anne-Mette til mig: "Gør det. Det bliver dit livs oplevelse", afslører Line Baun Danielsen til B.T.

Den 47-årige tidligere TV-vært skal danse med den 23 år yngre "Vild med dans"-debutant Morten Kjeldgaard.

Sponsoreret indhold