Anne-Mette Rasmussen: Ingen gad høre på hende

Der bor 15.000 mennesker i Nuuk. Kun tre - 3 - af dem var interesserede, da Hotel Hans Egede prøvede at lokke folk inden døre for at høre et foredrag med den dansende eksstatsministerfrue Anne-Mette Rasmussen.
- Vi var nødt til at aflyse. Der var simpelthen ikke tilslutning nok, siger direktør Helge Tang fra hotellet til B.T.
Anne-Mette Rasmussen blev på plakaten præsenteret som "kommende NATO-generalsekretærfrue", og hun skulle fortælle både om sit liv som statsministerfrue og om sine oplevelser i "Vild med dans".
- Jeg tror, problemet var, at alle bådene heroppe er kommet i vandet nu. Vi har omkring 700 både, og når først de kan komme i vandet om sommeren, kan vi ikke lokke folk til at komme til den slags arrangementer, siger direktøren.
Anne-Mette Rasmussen var alligevel i Nuuk, hvor hun nu i stedet kunne nyde en weekend sammen med en veninde.
- Hun tog det pænt, men det var da synd for hende. Men jeg tror da, hun havde en god weekend alligevel. De var på hvalsafari og fik gået nogle gode ture i byen, siger Helge Tang.