Nyheder30. januar 2009

Anne-Mette Rasmussen: Færdig som gog

Statsministerfruens opblomstring som dansemus og brevkasseredaktør tager for meget tid, så hun stopper som pædagog
Anne-Mette har fået smag for de overdådige strutkjoler og dropper børnene
Anne-Mette har fået smag for de overdådige strutkjoler og dropper børnene
 Foto: All Over

Statsministerfruen Anne-Mette Rasmussen stopper som pædagog i Børnehuset i Holte, hvor hun i årevis har været pædagog samtidig med, at hun har passet sine officielle pligter ved sin mands side.

Men nu er det slut med bleskift, sanglege og højtlæsning, for den danseglade pædagog har sagt sit job op. Det skriver Fyens og Nordjyske Stiftstidende.

- Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at det skulle ud nu, men sandheden er, at selv om jeg elsker mit job som pædagog og holder af børnene og de kolleger, jeg har, så synes jeg, tiden er inde til at prøve noget nyt blandt andet som foredragsholder og brevkasseredaktør, siger Anne-Mette Rasmussen.

Mere dans og brevkasse

Det er ikke nogen hemmelighed, at statsministerfruen igennem de seneste måneder har gennemlevet en personlig udvikling i forbindelse med, at hun deltog i TV2-programmet "Vild med dans". Det har efterfølgende kastet et utal af dansejob, et brevkasseredaktørjob på Familiejournalen og en massiv presseomtale af sig.

- Der er kommet så mange tilbud om det ene og det andet, og det har jeg nu gået rundt med i hovedet et stykke tid, og jeg er kommet frem til, at man skal gribe chancen, når den er der, siger Anne-Mette Rasmussen.

Hun understreger over for de to Stiftstidender, at hun blandt andet som brevkasseredaktør stadig vil bruge sin ekspertise som pædagog.
Direkte adspurgt om Anders Fogh Rasmussen nu kan forvente, at hun skal bruge tiden på at stå fuld tid ved hans side, siger Anne-Mette Rasmussen med et smil.

- Jeg har masser at bruge min tid på, så det skal han ikke regne med.

Sponsoreret indhold