Nyheder4. oktober 2008

Anne Lindfjeld: Skal giftes under halloween-parade i New York

Den sexede og voldsomt tatoverede MTV-vært giver sit ja til kæresten - den amerikanske punk/heavy-guitarist Acey Slade
Du kan se meget mere Anne i næste måneds udgave af amerikansk Playboy
Du kan se meget mere Anne i næste måneds udgave af amerikansk Playboy
 Foto: Dale May

Det bliver et bryllup ud over det sædvanlige, når Anne Lindfjeld siger ja til sin punker-kæreste.

- Acey skrev til myndighederne og spurgte, om det var o.k., vi blev gift midt i paraden. Det er aldrig gjort før, og de sagde ja, fortæller en glad rock-prinsesse.

Den årlige halloween-parade i New York har cirka 50.000 deltagere, og mere end to millioner mennesker går på gaden for at overvære det spektakulære optog, der strækker sig over en knap ti kilometer lang rute.

- Det skulle være en overraskelse, men Acey kunne ikke rigtig planlægge det uden mig - og så måtte han jo fortælle mig nyheden, siger en meget glad Anne i telefonen fra lejligheden i Brooklyn, hvor hun lige er flyttet sammen med kæresten.

Bryllup i gysets tegn

Der er stadig mange detaljer, der skal på plads før den store aften i gysets tegn.

- Vi har kun inviteret nære venner og den allernærmeste familie, så det bliver et lille selskab, men samtidig meget stort, fortæller en forelsket Anne Lindfjeld om brylluppet, der bliver alt andet end traditionelt.

- Det bliver supersjovt. Aftenen før har vi en lille komsammen. Vi skal have pizza, skære græskar og pynte op "halloween-style", så vores gæster fra Danmark og USA kan lære hinanden at kende.

Man kommer dog ikke til at se brudeparret med lagener over hovedet.

- Jeg har heller ikke tænkt mig at farve mit hår for at passe til en rolle, siger Anne Lindfjeld til SE og HØR. Hun skal fortsat lave sit program "Headbangers Ball" for MTV - nu bare fra New York.

- Jeg er jo ikke kendt for at tænke så meget over det, jeg gør - jeg gør det bare. Det plejer at gå rimelig godt, og lige nu synes jeg bare, det hele er fantastisk, siger den kommende spøgelsesbrud, der i næste måned folder sig ud i den amerikanske version af mandebladet Playboy.

Sponsoreret indhold