Nyheder27. marts 2023

Anna Lise blev forgiftet tre gange: - Hvor har man været dum

Hendes søn fortæller i dag, at det har været hjerteskærende at se ens mor være døden nær flere gange på grund af forgiftninger
Anna Lise endte med at være indlagt tre gange, og alle gange er hun døden nær.
Anna Lise endte med at være indlagt tre gange, og alle gange er hun døden nær.
 Foto: Scanpix

Da fire beboere fra den samme afdeling på samme plejehjem i februar og marts 2022 bliver hastet til hospitalet med mystiske forgiftninger, er Henrik Madsens dengang 80-årige mor, Anna Lise Madsen, den ene af dem.

Hun ender med at være indlagt tre gange, og alle gange er hun døden nær.

I dag ærgrer det sønnen, at han var så naiv at tro, der var tale om en fejl.

Efter de første to uforklarlige indlæggelser klyngede han sig nemlig stadig til håbet om, at ingen bevidst var ude på at gøre moren fortræd.

- Det piner mig den dag i dag, at jeg har været så naiv. Den står jeg virkelig tilbage med. Hold kæft, hvor har man været dum, siger Henrik Madsen i dag til TV2 Østjylland.

Her et år senere er sosu-hjælperen Susanne Hein Kristensen idømt 16 års fængsel - blandt andet for to drabsforsøg begået mod Anna Lise Madsen.

Og alt tyder på, at det ikke var en fejl, at plejehjemsbeboeren blev indlagt med forgiftninger tre gange.

Men at en ansat på plejehjemmet skulle stå bag, havde Henrik Madsen ikke fantasi til at forestille sig.

- Man går jo ikke og tænker på, at et menneske giver andre noget, de ikke skal have. Den er der bare ikke inde i mit hoved på det her tidspunkt, siger han.

Henrik Madsen har tidligere fortalt om morens indlæggelser og den svære tid i februar og marts, hvor Anna Lise Madsen svævede mellem liv og død på hospitalet i Randers.

Gang på gang blev hun kørt med udrykning fra plejehjemmet i Kristrup, uden læger og ambulancereddere havde en forklaring på, hvorfor hun havde det så skidt.

Henrik Madsen var selv taget op på plejehjemmet for at se til sin mor den dag, hun første gang blev indlagt.

Det var søndag den 27. februar, og han glemmer ikke det syn, der mødte ham.

- Hun har kastet op. Hun kan ikke snakke, hun kan ikke høre mig. Jeg kan ikke få hende til at reagere på noget som helst. Jeg blev så forskrækket, fordi det mindede mig om dengang, min far gik bort. Måden man trækker vejret på. Og måden man ikke trækker vejret på, fortæller han.

Anna Lise Madsens tilstand vendte dog – heldigvis – hurtigt til det bedre, og hun blev udskrevet under et døgn senere. Tilbage til Plejecenter Tirsdalen.

Henrik Madsen var lettet og glad for at hans mor havde det bedre, men der skulle gå under en uge, før hans mor igen var døden nær.

For torsdag den 3. marts om aftenen blev Anna Lise Madsen igen indlagt på Randers Sygehus, og denne gang virkede det endnu mere alvorligt.

- Det tager længere tid at få hende op i bevidsthed og få hende til at åbne øjnene. Det kan hun ikke. Der går mange dage, før hun åbner sine øjne, og før hun kan sige noget, fortæller Henrik Madsen.

Moren var indlagt i fem døgn, og de første dage husker sønnen som forfærdeligt hårde.

- Jeg havde det virkelig dårligt over at se hende sådan. Jeg kunne intet gøre. Jeg skrev også til min familie, mine søskende, at jeg syntes, de skulle komme. For at sige farvel.

Faktisk troede Henrik Madsen under alle tre indlæggelser, at moren ville dø.

Så dårlig var hendes tilstand ifølge ham.

Helt slemt er det, da Anna Lise Madsen efter bare seks dage tilbage på Tirsdalen igen må indlægges med udrykning mandag den 14. marts.

På det tidspunkt er den ældre dame blevet indlagt med forgiftninger tre gange på bare 16 dage, og det går op for Henrik Madsen, at der ikke kan være tale om tilfældigheder.

- Der stopper filmen for mig. Nu tænker jeg, det er sgu noget galt. Det er jo kriminelt. Der er nogen, der gør noget med vilje, siger han.

Sønnen henvendte sig ved ankomsten til hospitalet til en sygeplejerske med en klar melding.

Moren skulle ikke tilbage på plejehjemmet, før der var kommet styr på situationen.

Samme dag anholder politiet den nu dømte sosu-hjælper Susanne Hein Kristensen.

Imens sad Henrik Madsen ved morens side på hospitalet.

- Jeg kunne bare sidde og holde hende i hånden. Men der var ingen reaktion. Hun kunne ikke føle, at jeg var der, fordi hun var helt væk.

- Hun kiggede på mig i næsten fem minutter. Uden at se nogen som helst. Helt tom i hovedet. Det gjorde simpelthen så ondt. Det svarede til, at hun var fanget i sin egen krop.

Selvom det er hårde ord, forklarer sønnen i dag, at han mere eller mindre bare ventede på at se moren død.

På mirakuløs vis klarede Anna Lise Madsen dog også den tredje indlæggelse.

Og så vil hun hjem til sin lejlighed på Plejecenter Tirsdalen. Hvilket sønnen respekterer.

Indlæggelserne har dog ifølge sønnen påvirket hende.

- Hun blev sat meget tilbage. Hun har været indlagt i sammenlagt tre uger. Og det har gjort det hele så svært for kroppen, at hun ikke kom op og gå mere.

De følgende måneder bliver hele sagen udrullet i medierne, og Henrik Madsen finder ud af, at hans mor ikke var alene om at blive indlagt med forgiftninger i de skæbnesvangre uger i februar og marts.

Faktisk er der tre andre beboere på samme afdeling, som har været indlagt. En af dem dør.

Og sosu-hjælperen Susanne Hein Kristensen dømmes den 22. februar i år for at være skyld i indlæggelserne.

- Sagen har påvirket mig psykisk, fordi hvorfor opdagede jeg det ikke? Det er jo den der afmagt, man står i. Jeg ville gerne have været den, der kunne afsløre hende. Men der var jeg slet ikke, jeg opdagede intet.

Dommen nåede Anna Lise Madsen ikke at opleve. Den 28. januar 2023 døde hun. Ifølge sønnen har forgiftningerne haft stor betydning for hendes sidste tid.

- Fra før jul sidste år og så frem til hun døde den 28. januar, har hun levet i frygt. Hun har ikke villet tage sin medicin. Det kan man måske godt forstå. I og med at hun ikke har taget den, er hun også blevet dårligere.

Anna Lise Madsen led af Parkinsons, og hun har haft svært ved at forstå alt, hvad der er sket.
Muligvis også fordi sønnen ikke troede på, at forgiftningerne kunne være sket så bevidst, som de givetvis var.

- Hun vidste, at der var sket noget ulovligt. Og hun har førhen sagt, at hun var blevet forgiftet, hvor jeg har sagt, at det var hun ikke. Jeg har direkte sagt, at det passer sgu ikke, mor. Der er sgu ikke nogen, der forgifter dig. Det har jeg det rigtig dårligt med. For det er der jo.

I bagklogskabens klare lys ville Henrik Madsen faktisk have ønsket, at moren var død under en af de tre indlæggelser.

Det havde forskånet hende for mange svære ting, mener han.

- Jeg synes, det var en så uværdig måde at gå herfra på. At være så bange. For dem der godt vil hjælpe hende. Det havde været nemmere for hende og for os, hvis hun havde sovet ind første gang. I stedet for at hun skulle være bange i året, der er gået.

Anna Lise Madsen blev 81 år gammel.

Sponsoreret indhold