Nyheder9. januar 2009

Anmeldelse: Flugten

SE og HØRs anmelder giver den nye film med Iben Hjejle i hovedrollen hele 5 logoer ud af 6
Iben Hjejle er uden makeup og med kedeligt kort hår. Alligevel er hun charmerende i rollen som den kidnappede journalist
Iben Hjejle er uden makeup og med kedeligt kort hår. Alligevel er hun charmerende i rollen som den kidnappede journalist
 Foto: Sandrew Metronome

Iben Hjejle spiller en hårdkogt journalist, der bliver kidnappet i Afghanistan. Et ungt medlem af terrorgruppen hjælper hende med at stikke af, men hun skal love aldrig at nævne ham for nogen, for så er hans liv i fare.

Da hun kommer hjem til Danmark, er det som den helt store heltinde, og hun forstår at lukrere på sin nye status. Men det hele ramler, da den unge terrorist pludselig befinder i Danmark og nu beder hende om hjælp. Hun må træffe et valg: skal hun gengælde hans tjeneste eller ej.

Ud over at være en spændende film med masser af flugtscener og besværlig kærlighed, så rejser filmen også mange etiske spørgsmål. Både til Danmarks regler omkring indvandring men også om, hvad en tjeneste er værd, hvor langt man vil gå for at hjælpe andre, og om hvordan vi dømmer vores medmennesker.

Iben Hjejle spiller rollen perfekt og trods manglende makeup og kort, kedeligt hår, er hun alligevel dødcharmerende som den egenrådige journalist. Den unge Faigh Zamani skal nok også få sat gang i en del pigehjerter landet over med sine blå øjne og mørke krøller.

Han spiller den unge terrorist, som dog hurtigt viser sig at rumme meget andet en hævntørst, og det er deres fælles følelsesmæssige rejse, der virkelig fænger.

Den eneste grund til, at filmen ikke får alle seks logoer, er, at den måske er lige lang nok. To timer i mørket er mere end rigeligt, men på trods af det gør historien, dramaet og skuespilleren, at man aldrig rigtig når at kede sig.

Titel: Flugten
Instruktør: Kathrine Windfeld
Medvirkende: Iben Hjejle, Lars Mikkelsen, Faigh Zamani, Henrik Prip, Sonja Richter og Søren Spanning

Sponsoreret indhold