Anmeldelse: "Far til fire - på hjemmebane"

- Øv, er det den forkerte Lille-Per, vi skal ind og se?

Mine to døtre på fem og syv år er tydeligvis ikke tilfredse, da jeg hiver dem med i biffen for at se den nye film om Lille-Per og hans familie.
Pigerne foretrækker nemlig the real stuff - de gamle "Far til fire"-film fra dengang, hvor folk talte mærkeligt og gik i nystrøget tøj.

Men, okay så. De sætter sig til rette i bif-sæderne med deres fem-årige kammerat, Carlo, og alle tre børn må hen ad vejen overgive sig til nutidens krøllede Lille-Per alias Kasper Kesje og hans muntre familie.

Historien i denne tredje film i rækken kan fortælles på bagsiden af et frimærke: Far vinder en 13'er i tips. Tipskupon ligger i Fars pung. Fars pung bliver stjålet. Lille-Per sætter sig for at opklare tyveriet.

Plottet er tilsat lidt morale: I en rigtig familie har man aldrig for travlt til at hjælpe hinanden. Lidt socialrealisme: Det er ikke rart at hedde Dennis og bo hos sin far, der er fraskilt, arbejdsløs og alkoholiker. Og lidt gags for de voksne blandt publikum - i form af en skøn Søs Egelind, der gi'r den som helt igennem pinlig leder af et kursus i teambuilding.

Alt sammen er meget sjovt, meget harmløst - og lidt langtrukkent. Således spotter mine tre slikgnaskende unger, hvem der stjal pungen, lang tid før Lille-Per gør det.

Men børnene elsker filmen - der for dem topper, da filmens slemme dreng Dennis får en ordenlig røvfuld remulade i hovedet af Lille-Per.

Jeg har lidt sværere ved at blive begejstret. De medvirkende børn i filmen spiller ikke alle lige overbevisende, handlingen er som sagt ret tyndt - og det bli'r ikke bedre af, at Jess Ingerslev i skikkelse af Onkel Anders render rundt med påklistret vatskæg og fyrer virkelig dårlige gags af.

Børnene ville gi' filmen topkarakter, mor er hård og uddeler bundpoint - så vi ender med et kompromis på tre SE og HØR-logoer.

Far til fire - på hjemmebane
Instruktør: Claus Bjerre
Medvirkende: Kasper Kesje, Niels Olsen, Jess Ingerslev med flere
Anmeldt af: Lise Bondesen