Anmeldelse: "Anja og Victor - i medgang og modgang"

Anja og Victor er ludfattige og bor i et øvelokale i Sydhavnen i den nye film

Anja og Victor er ludfattige og bor i et øvelokale i Sydhavnen i den nye film

Foto: Lars Høgsted

Det positive først:
- Filmen er sjovere end "Walther & Carlo" og kortere end "Schindlers Liste".
- Ingen roller døjer med at blive underspillet.
- Tempoet er ikke "Zulu Djævleræs", så både lillebror og farmor skulle kunne følge med.

Historien: Fattige Anja og Viktor bor sammen med deres nye baby Bebsen i et øvelokale i Sydhavnen. De vil gerne tilbage til deres gamle lejlighed på Skt. Hans Torv, men den er blevet til andel og koster nu en million - præcis. En storfølsom brandmand fortæller Viktor, at det eneste rigtige er at gifte sig med den kvinde, han elsker.

Tilfældigvis er der i TV en realitykonkurrence, hvor unge elskende kan gifte sig til en million - præcis - og derfor er løsningen ligetil. Viktor tilmelder sig selv og Anja, uden hun ved det, og overraskende nok kommer de to i finalen op imod (gys!) de to ærkerivaler Peter og Christel.

Hvordan dét ender, skal vi ikke afsløre i denne anmeldelse - men filmens slutning er lige så overraskende som jul i december.
"Anja og Viktor - i medgang og modgang" er helt klart pigernes film: En underlig retrohyldest til den bløde mand. Viktor er én stor undskyldning for sit køn, og det notorisk dumme svin fra de forrige film, smart ass'en Peter, har i kæresten Christels selskab transformeret sig til en leflende vatpik, som får "Olsen-banden"s Kjeld til at fremstå som Carl-Mar Møller på turbo.

Under alle omstændigheder: "Anja og Viktor - i medgang og modgang" er ingen dårlig film. Tag den, for hvad den er: Junkfood for ånden.

Titel: "Anja og Viktor - i medgang og modgang"
Instruktør: Søren Frellesen
Medvirkende: Robert Hansen, Sofie Lassen-Kahlke, Mira Wanting og Jan Gintberg m.fl.
Anmeldt af: Thomas Majgaard


Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close