Nyheder25. november 2022

Anklager om blackfacing i "Alletider Julemand": Nu taler flødebollen

En af flødebollerne, Nicklas Færch, forstår ikke, hvorfor TV 2 nu dropper den planlagte genudsendelse.
TV 2 meldte i dag ud, at de alligevel ikke vil vise "Alletiders Julemand" i år. nbsp;
TV 2 meldte i dag ud, at de alligevel ikke vil vise "Alletiders Julemand" i år.
 Foto: TV 2

Der kommer mindre ramasjang og tjubang i den på TV 2 i december. Tv-stationen har nemlig valgt ikke at vise sæson tre af Pyrus, Alletiders Julemand. Argumentet er, at nogle elementer i julekalenderen kan virke stødende.

Men det argument køber den ene af flødebollerne fra dengang ikke.

– Jeg må indrømme, at jeg synes, det er gået lidt over gevind det hele. Det var jo ikke meningen at vi skulle være negere. Vi var jo bare flødeboller i en dans, i en slikdans, fortæller nu 33-årige Nicklas Færch i Aftenradio på Radio4.

En af de scener, der har udløst kritikken af Alletiders Julemand, viser tre børn, der danser rundt om Pyrus, mens de er klædt ud som flødeboller. Børnene har mørk ansigtsmaling på. Det er af nogen blevet beskyldt for blackface.

– Jeg ved sgu ikke rigtig, om vi havde lignet flødeboller, hvis vi ikke havde været brune i hovedet. Så passede det jo ikke rigtig til kostumet, kan man sige. Det var nu, som det var dengang, siger Nicklas Færch til Radio4.

Nicklas Færch var otte år, da han i 1997 var et af de børn, der dansede rundt om Danmarks mest kendte nisse. I dag er han ikke alene om at undre sig over, at alle 24 afsnit af julekalenderen nu bliver droppet af TV 2.

Både Jan Linnebjerg, der spiller hovedrollen som nissen Pyrus, og Martin Miehe-Renard, som er instruktøren bag julekalenderen, siger til TV 2, at de er skuffede over beslutningen.
Nicklas Færch husker tydeligt, hvordan optagelserne til julekalenderen foregik.

– Jeg kan huske at Pyrus datte sig på mig. Jeg er den mindste flødebolle, som han sidder på, inden vi rejser os op og skal danse rundt om ham, fortæller Nicklas Færch om optagelserne til Alletiders Julemand for 25 år siden.

Men han kommer ikke til at savne at se afsnittene med sig selv som flødebolle på TV 2 Play.

– Jeg har dem jo på DVD, så jeg sætter dem bare på, hvis det er det, jeg har lyst til. Men jeg synes, det er synd, at man ødelægger en hel julekalender. Der er meget andet lærerigt i den, fortæller Nicklas Færch til Radio4.

Sponsoreret indhold