ANJA STEENSIG: TILBAGE PÅ SKÆRMEN

Anja Steensig Holmbäck var sidst på skærmen, da TV3 sendte "Rent fup". Nu vender hun tilbage og skal stå i spidsen, når samme kanal sammen med kildevandsfirmaet Aqua d'or skal finde Danmarks mest naturlige, kvindelige skønhed i en stor, landsdækkende skønhedskonkurrence.
- Jeg er meget stolt af at blive vært for denne anderledes skønhedskonkurrence. Her er endelig en konkurrence, der hylder den virkelige skønhed, og som styrker pigers tro på sig selv. Væk med plastiske operationer, kunstige kropsdele med videre. Det er meget opløftende og positivt, siger den kommende vært i en pressemeddelelse.
Masser af tilmeldte
Modelkonkurrencen "Aqua d'or Natural Beauty Contest" kører lige nu på nettet, og over 6500 kvinder er allerede tilmeldt. Det er helt unikt, at så mange har tilmeldt sig, ikke mindst set i lyset af kravene til at deltage: Her er en persons indhold lige så vigtigt som emballagen, da det er en naturlig skønhed, TV3 og Aqua d'or leder efter.
- Det er helt fantastisk, at man nu afholder en konkurrence, hvor det er de værdier, der bliver afgørende - ikke om man opfylder modelstandarderne. Og det glæder jeg mig meget til at være med til, siger Anja.
Programmerne bliver sendt i maj, og hvem den endelige vinder bliver, kan du være med til at afgøre. Vinderen får en præmie på 100.000 kroner og vil samtidig blive Aqua d'ors kampagneansigt i et år. Gå ind og se pigerne, læs om konkurrencen og stem på din favorit på www.aquadorable.dk (link fjernet)