Angst og abekopper: “Nu skal du være bange”

Coronapandemi, krig i Ukraine, prisstigninger og nu abekopper.

Listen af emner, der skaber ubehag hos læseren, er lang.

De seneste par år kan det føles som om, at vi har levet i en form for jerngreb.

Vi gik i starten af 2020 og kunne egentlig gøre, lige som det passede os.

Men ved Mette statsministerens pressemøde i den famøse spejlsal den 11. marts 2020, blev der i den grad lavet om på graden af frihed.

Corona var en realitet, og det samme var nedlukningen.

Friheden blev begrænset, og frygten for den dengang ukendte sygdom steg landet over.

En af dem, som dengang fik vendt op og ned på hverdagen, var 29-årige Josephine Pagani.

Hun havde inden pandemiens udbrød været i behandling for socialangst – en behandling som var gået godt, og hun følte, at hun havde fået styr på sin angst.

Men ved pandemiens udbrød blev der vendt op og ned på Josephines liv, og pandemien rev op i “kedelige gamle metoder”.

– Jeg kan huske, at jeg blev meget bange og meget nervøs, fordi det lige pludselig gik meget hurtigt fra, at man havde det første konstaterede coronatilfælde til, at statsministeren og dronningen lige pludselig var på vores skærme for at snakke om corona. Jeg blev rigtig nervøs, fortæller Josephine Pagani til SE og HØR.

Desværre for hende var det ikke kun almindelig nervøsitet, der havde indfundet sig.

Pandemien fik derimod trigget en anden angstorm hos den 29-årige aalborgenser.

Nemlig helbredsangst.

Helbredsangst er en angsttype, hvor man er bange for eksempelvis en sygdom, eller at man fejler noget alvorligt. Den ultimative katastrofetanke kan være døden, altså at man er bange for at dø.

SE og HØR har interviewet psykolog i Psykiatrifonden Kasia Kalinowska, som sætter lidt på, hvordan man agerer, når man lider af helbredsangst.

– Det ender rigtig ofte med, at hver gang vi kommer til at tænke på den her sygdom, så får vi et rigtig stort ubehag, og så prøver vi at kontrollere alt muligt – altså f.eks. at begynde at tjekke vores kroppe eller ringe overdrevent til lægen eller opsøge lægen overdrevent, siger hun.

Ude dårligt – hjemme sikkert

I Josephine Paganis tilfælde var det dog ikke de overdrevne lægebesøg, som var en del af hendes håndtering af angsten for corona.

Hun lukkede sig derimod inde.

– Jeg blev hjemme et par uger ad gangen. Der var ikke mange grunde til at gå udenfor. Jeg blev hjemme og kunne sidde og kigge udenfor igennem vinduet. Og MAKS kunne jeg gå rundt i det boligkvarter, vi boede i, fortæller hun.

Selv om Josephine blev indenfor, formåede virussen alligevel at få fat på hende. Hele to gange.

Den første gang, Josephine blev smittet, udviklede hun en ekstrem helbredsangst.

Men med stor hjælp fra sin kæreste, kom hun igennem det.

Dækningen er vores drug

Det er ingen hemmelighed, at medierne elsker at dække stof, som skaber en form for utryghed.

Men det er der ikke noget at sige til. Vi er nemlig selv ude om det.

Det fortæller Michael Bang Petersen, der er professor ved Aarhus Universitet, som forsker i politisk psykologi og evolutionær psykologi.

– Vi ved, at mennesket generelt set har en opmærksomhed mod det, der truer dem. Vi har større opmærksomhed mod det negative fremfor det positive. Det vil sige, at når der sker nogle dårlige ting ude i verden, når der kommer en pandemi, eller der er krig, eller når der er historier om abekopper, ja så bliver vi naturligt tiltrukket af dem, siger han til SE og HØR og fortsætter.

– Vi vil gerne vide mere. Vi søger mere information- så på den måde er det noget, der giver nogle kliks, og det er noget, der giver nogle højere seertal.

Derfor giver det ganske god mening, at medierne så massivt dækker negative historier, som muligvis kan skabe frygt hos brugerne.

Det kan føles rart at blive informeret omkring utrygge emner. Men spørger man psykolog Kasia Kalinowska, er dækningen for voldsom.

– Jeg tror ikke, den massive dækning giver os noget godt. Det er ikke, fordi vi skal undgå det, for det er selvfølgelig vigtigt, at vi informerer os, og at vi tager de rette forhåndsregler i forhold til, hvad det nu skulle være. Men det er klart, at i jo højere grad det fremstilles som en reel fare, vil vores angst stige, og det er ikke godt, siger hun og forsætter.

– Medier tager for eksempel et tema som corona, og det bliver næsten det eneste, vi hører om. Sygdomme er også en af de ting, medier kan fremstille som noget, man virkelig skal gå rundt og være bange for. Og det er ikke altid hensigtsmæssigt.

Du kan dog selv være med til at sætte en lille dæmper på den store dækning af områder, der gør os utrygge.

Men det ligger i vores natur, og derfor kan det være svært ikke at klikke på en artikel eller skrue lidt op for fjernsynet.

– Når du er bekymret, når du er ængstelig, får du sådan et naturligt behov for at sige, nu vil jeg bare have mere information, og så kommer du til at sidde og scrolle løs på de sociale medier eller læse netaviser omkring det hele tiden, siger Michael Bang Petersen.

Det er dog ikke nødvendigt. For det er ikke alle disse historier, som i virkeligheden er til fare for os.

– Måske skal man sige, at det her i bund og grund ikke er en trussel, som jeg lige nu og her kan gøre fra eller til i forhold til.

Til syvende og sidst vil det endda give dig mere tid til andre ting, der ikke skaber en frygt hos en. Men du vil have tid til ting, der beriger dit liv og skaber positivet omkring dig.

“Fuck, ikke igen”

Bedst som vi troede, at corona var et overstået kapitel, kom den igen for fuld kraft.

Heldigvis kom vaccinen til undsætning, og den var med til at holde pandemien nede. Her troede vi, at alt igen ville vende tilbage til normalen.

Men den 24. februar skete der noget, der ligesom corona vendte fuldstændig op og ned på hverdagen.

Rusland invaderede Ukraine. Og med et var alt pludselig væk fra normalen igen.

Inflationen gik amok, priserne på dagligvarer det samme og benzinprisen er i dag fuldstændig ude af proportioner.

Danmark fik flere tusinde flygtninge, og vi var parate til at hjælpe det ukrainske folk.

Mens vores fokus var på krigen i Ukraine, kom der pludselig en ny og ubekendt sygdom til verden.

Abekopperne kom til Danmark. Og igen var der en ukendt sygdom, der skabte frygt i den danske befolkning.

– Åhh! Da jeg læste nyheden omkring abekopper, var jeg bare sådan “Okay, super. Hvornår kommer alle græshopperne og de næste dødsplager”, siger Josephine Pagani og fortsætter.

– Jeg synes simpelthen, at det var så absurd. For selvfølgelig kommer der abekopper nu. Der blev jeg også nervøs, og jeg tænkte “Fuck, ikke igen”.

Josephine blev igen utryg. Men denne gang følte hun, at var bedre rustet, da hun havde oplevet corona.

Ydermere valgte hun også at skifte sin kandidat i udviklingsstudier og internationale relationer ud med et job som SOSU-assistent.

I den stilling fik hun en bedre forståelse for hygiejne, og hun fik et bedre indblik i, hvordan men bedst muligt holder sygdomme på afstand.

Og hun fortryder ikke karrierevalget.

– Idealismen omkring at være med til at redde verden har ikke ændret sig. Det er bare måden, jeg gør det på, der har ændret sig. I stedet for at sidde bag en computerskærm i et åbent kontorlandskab, har jeg valgt at være ude på gulvet og hjælpe mennesker, siger hun.

Søg hjælp for fanden!

Josephine blev ikke i samme grad påvirket af udbruddet af abekopper.

Og psykolog Kalia Kalinowska fortæller til SE og HØR, at det heller ikke er hendes indtryk, at de får henvendelser fra klienter, som har udviklet angst grundet abekopper.

Det kan tyde på, at vi føler os bedre rustet til denne ukendte sygdom.

For med både corona og invasionen af Ukraine modtog Psykiatrifonden mange henvendelser fra personer, som var angst for de to emner.

Helbredsangst rammer mange mennesker, og den kan være svær at overkomme alene.

Derfor er det vigtigt, at man opsøger hjælp hurtigst muligt, hvis man lider af helbredsangst.

– Det er en af de lidelser, som vi har rigtig gode erfaringer med at behandle. Det er ofte ret nemt, så man skal i hvert fald ikke vente med at søge behandling, siger Kasia Kalinowska.

Josephine Pagani fortæller, at hun i dag stadig lider af helbredsangst. Men med de rette værktøjer formår hun at holde det nede i en grad, så hendes hverdag stadig kan fortsætte, og hun fortsat kan hjælpe mennesker, der virkelig har brug for det.