Nyheder14. september 2023

Angivelige rumvæsner fremvises for mexicansk kongres

Tre fingre på hver hånd og forlængede hoveder. Mexicansk journalist mener at have beviser for rumvæsner
Her er det, der angiveligt skulle være den ene af de to rumvæsner.
Her er det, der angiveligt skulle være den ene af de to rumvæsner.
 Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Mexicanske politikere er blevet fremlagt angivelige beviser for, hvad der påstås at være de jordiske rester af ikkemenneskelige væsner.

Det skete under en høring i Mexicos kongres om fænomenet, der på spansk hedder Fani, men som i resten af verden er kendt som uidentificerede luftfænomener (UAP).

I lang tid har den gængse forkortelse været UFO, der står for uidentificeret flyvende objekt, men betegnelsen er blevet ændret til UAP.

Politikerne fik tirsdag fremvist to objekter, som den mexicanske journalist og UFO-entusiast Jaime Maussen hævder er ligene af rumvæsner.

De to små kroppe med aflange hoveder bliver opbevaret i glasmontrer og har tre fingre på hver hånd.

Maussen hævder, at de blev gravet frem i Peru nær de forhistoriske Nazca-linjer i 2017, og at de er omkring 1000 år gamle.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-09-14/20230914023103765_1000.jpg
De to små kroppe bliver opbevaret i glasmontre.
 Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Lignende fund har tidligere vist sig at være de jordiske rester af mumificerede børn.

- Jeg mener, at der er en klar bevisførelse for, at vi har med ikkemenneskelige væsner at gøre, som ikke er relateret til nogen andre væsner i vores verden, og at alle muligheder er åbne for enhver videnskabelig institution for at undersøge det, siger Maussen.

- Vi er ikke alene.

Ifølge direktøren for det videnskabelige sundhedsinstitut i den mexicanske flåde, Jose de Jesus Zalce Benitez, er en 3D-rekonstruktion og DNA-analyse blevet foretaget på objekterne.

- Jeg kan bekræfte, at ligene ikke har nogen relation til mennesker, siger han.

Den tidligere pilot i den amerikanske flåde, Ryan Graves, der har deltaget i høringer om lignende fænomener i den amerikanske kongres, vidnede også over for de mexicanske politikere.

Det amerikanske militær udgav i 2021 en rapport, der kortlagde flere end 140 tidligere observationer af UAP'er, som ikke kunne forklares.

Rapporten kom i kølvandet på en lækage af militære optagelser, der viste tilsyneladende uforklarlige hændelser på himlen.

På omkring samme tidspunkt bevidnede piloter i den amerikanske flåde, at de regelmæssigt stødte på mærkværdige fartøjer over den amerikanske kyst.

Whistlebloweren David Grusch, en tidligere embedsmand i det amerikanske efterretningsvæsen, hævdede for nylig, at USA's regering er i besiddelse af "intakte og delvist intakte" fremmedartede fartøjer.

Sponsoreret indhold