Nyheder27. december 2008

Anette Kokholm: Ny chefredaktør

TV-værten skal for fremtiden stå i spidsen for Familie Jounalen
Anette Kokholm er 44 år og mor til fem
Anette Kokholm er 44 år og mor til fem
 Foto: All Over

Anette Kokholm bliver ny chefredaktør for Familie Journal, 44-årige Kokholm har tidligere arbejdet med TV både foran og bag kameraet og har blandt andet været vært på TV2's morgen-tv.

Familie Journal udkom første gang i 1877, og chefredaktørerne har været meget vedholdende. Kokholm bliver blot den syvende chefredaktør for ugebladet.

- Jeg glæder mig meget til at føre Familie Journal videre baseret på det fantastiske fundament, der er skabt gennem 132 år, og som har gjort bladet til Danmarks største ugeblad. Familie Journal har altid været en del af mit liv, lige fra jeg som ung teenager læste bladets romaner og noveller til i dag, hvor jeg mere bruger madopskrifterne samt tips og idéer om f.eks. sundhed og velvære som inspiration til min og familiens hverdag, fortæller Anette Kokholm.

Ugebladsdirektør i Aller Press, Per Ingdal, kalder det for et scoop at hente Kokholm til bladet. Hun har i 10 år arbejdet med familie- og livsstilsjournalistik, redaktionel konceptudvikling samt radio og tv, og har derfor de erfaringer, som Aller ønsker.

Anette Kokholm er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1990. Privat er hun gift og mor til fem børn mellem otte og 21 år.

Sponsoreret indhold