Annonce
Nyheder4. aug. 2023

Andrew Tate er blevet løsladt fra husarrest

Forud for sin retssag har den britisk-amerikanske internetpersonlighed fået lov at forlade sin husarrest
Ritzau
Andrew Tate
Andrew Tate skal nu i stedet for husarrest blot være under myndighedernes opsyn.
 Foto: Andreea Alexandru/AP/Ritzau Scanpix
Annonce

Den britisk-amerikanske influencer Andrew Tate er fredag blevet løsladt fra husarrest i Rumænien forud for en retssag i landet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I stedet skal 36-årige Tate nu være under myndighedernes opsyn - en mindre restriktiv foranstaltning end husarrest.

Afgørelsen gælder for perioden 4. august til 2. oktober.

Andrew Tate er mistænkt for sammen med sin bror, Tristan, at have dannet en kriminel bande med det formål at udnytte kvinder seksuelt.

De blev begge tiltalt 20. juni for menneskehandel, voldtægt og organiseret kriminalitet. Også to rumænske kvinder er tiltalt i sagen.

Tate-brødrene og de to kvinder blev 31. marts løsladt fra fængslet og placeret i husarrest, mens de blev efterforsket for anklagerne mod dem.

Annonce

De blev anholdt 29. december sidste år.

De er fredag begge blevet løsladt fra husarrest. De skal stadig løbende melde ind hos politiet og må ikke forlade Rumænien uden at have fået tilladelse.

Andrew Tate er tidligere kickbokser og kommer fra den britiske by Luton.

Den kontroversielle influencer har haft millioner af følgere på flere sociale medier. Her har han promoveret sin ekstravagante livsstil, som han ifølge ham selv har opnået blandt andet ved investeringer i pornografi.

Annonce

Tate blev ifølge BBC særligt kendt, da han i 2016 blev taget ud af tv-showet "Big Brother", efter at en video angiveligt viste, at han angreb en kvinde.

Andrew, Tristan og de tiltalte kvinder har afvist alle anklager i sagen.

Der er ikke sat nogen dato på, hvornår retssagen vil finde sted.

Tate-brødrene er både amerikanske og britiske statsborgere.

Annonce

Sponsoreret indhold