Andet end kryds godtages på stemmeseddel så flere stemmer tæller

Skal din stemmeseddel være gyldig til kommunal- og regionalvalget tirsdag, skal du sætte et kryds.
Det får du at vide på din stemmeseddel, og det fremgår også af valgloven, at det er med et kryds, at du afgiver din stemme.
Men det er faktisk ikke hele sandheden længere.
For vælgerne har fået en hjælpende hånd med nye regler fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
De betyder, at det ikke længere kun er bogstavet X - altså et kryds - der godtages. Også stemmesedler fra vælgere, der har sat et plus-tegn, en stjerne ud for et parti eller en kandidat, vil tælle med som gyldige.
Ligeledes godtages et flueben og en helt udfyldt eller skraveret afkrydsningsrubrik.
Hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der er den ansvarlige myndighed for afholdelse af valg, opfordrer man dog vælgerne til at sætte et kryds - og kun ét.
Og netop derfor fremgår det fortsat af stemmesedlerne, at der skal sættes et kryds, selv om andet kan blive godtaget.
- Det er helt bevidst, at vi ikke vejleder vælgerne aktivt om det. Det vil øge risikoen for, at flere stemmer bliver ugyldige, siger valgkonsulent Christine Boeskov fra ministeriet.
- Vores budskab til vælgerne er, at det er helt enkelt: Du skal sætte ét kryds - hverken mere eller mindre.
Ved det seneste valg til kommunerne og regionerne i 2021 blev 51.650 stemmesedler erklæret ugyldige.
De fleste, 39.691, var blanke stemmer, mens de øvrige var uduelige af andre grunde, viser tal fra Danmarks Statistik. I alt svarer det til 1,64 procent af de afgivne stemmer.
Christine Boeskov forklarer, at "for mange stemmer" blev erklæret ugyldige, "selv om man ude ved optællingen ikke var i tvivl om, hvem stemmen skulle gå til".
Og derfor er reglerne for bedømmelse af stemmesedler blevet ændret, så flere stemmer kommer til at tælle med.
- Der har man en interesse i et demokratisk samfund i, at flest mulige stemmer tæller med, når der ikke er tvivl om det.
- Så det er en afvejning af, at vi skal have flest mulige stemmer til at tælle med, hvor vi er sikre på, hvad vælgerne har villet stemme, og uden at der bliver tale om, at stemmesedlen er forsynet med særpræg, der gør den genkendelig, siger Christine Boeskov.
Det er positivt med de mere lempelige regler, mener professor Ulrik Kjær fra Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet.
- Rundt om i kommunerne har de ved optællingen siddet med stemmesedler, hvor man har været overbevist om, at det var det og det parti, som vælgeren ville stemme på.
- Men fordi der var brugt et forkert tegn, eller fordi krydset var sat lidt uden for feltet, så var man nødt til at kassere den. Nu løsner man lidt op på nogle firkantede regler, siger Ulrik Kjær.
Har man sat sit kryds forkert, er det muligt at få en ny stemmeseddel udleveret.
Der kan stemmes til kommunal- og regionalvalget tirsdag ved de i alt 1314 valgsteder rundt om i landet fra klokken 08 til klokken 20.