Nyheder11. oktober 2021

Amerikanere og briter advares om trusler mod hoteller i Kabul

Amerikanere, der befinder sig på eller nær luksushotellet Serena i Kabul, skal væk derfra, lyder advarsel
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kyodowc023917.jpg
 Foto: MEGA

USA og Storbritannien advarer mandag deres borgere i Kabul om at holde sig væk fra hoteller i den afghanske hovedstad. Der advares især mod det femstjernede Kabul Serena Hotel i den centrale del af byen.

- Amerikanske statsborgere, som befinder sig på eller i nærheden af Serena Hotel, bør straks forlade området, oplyser det amerikanske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ministeriet henviser til "sikkerhedstrusler" i området.

Samtidig har det britiske udenrigsministerium opdateret sin vejledning om ikke at rejse til Afghanistan.

- I lyset af de øgede risici rådes man til ikke at bo på hoteller, især ikke i Kabul (herunder Serena Hotel), står der i rejsevejledningen ifølge AFP.

Serena Hotel er det mest velkendte luksushotel i Kabul. Før den militante bevægelse Talibans magtovertagelse i Afghanistan i august var hotellet populært blandt udenlandske besøgende.

Hotellet har to gange før været mål for ekstremistiske angreb.

Mandagens advarsel kommer i kølvandet på et bombeangreb mod en moské i den nordlige by Kunduz fredag.

Islamisk Stat har siden taget skylden for selvmordsangrebet, der blev udført under fredagsbønnen.

Det er det blodigste angreb i Afghanistan, siden de amerikanske soldater forlod landet i august.

Det afghanske nyhedsbureau Bakhtar oplyste fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mindst 46 blev dræbt og 143 såret.

Sponsoreret indhold