Nyheder31. august 2023 (opd. 31. august 2023)

Alvorlige konsekvenser: Leder af Proud Boys får 17 års fængsel

Jospeh Biggs er blevet idømt 17 års fængsel, efter han 6. januar 2021 førte an i stormen på USA's kongres
Joseph Biggs (til venstre) får 17 års fængsel. 
Joseph Biggs (til venstre) får 17 års fængsel.
 Foto: Carolyn Kaster/AP/Ritzau Scanpix

En føderal domstol i USA har torsdag idømt Joseph Biggs, den tidligere leder af bevægelsen Proud Boys, 17 års fængsel for stormen på USA's kongres 6. januar 2021.

En bevægelse, som en række amerikanske medier, heriblandt ABC News, karakteriserer som nyfascistisk.

Dommerens straf ligger under, hvad der er retningslinjen i sager som denne, skriver Reuters. Anklagemyndigheden havde bedt om 33 års fængsel til Biggs.

Biggs får sin straf for at anstifte til oprør.

Dommer Timothy Kelly siger efterfølgende, at han ikke har "forsøgt at minimere volden".

Men han mener ikke, at den konkrete sag kan sammenlignes med sager med "massive ofre".

Også Zachary Rehl, som ligesom Biggs er tidligere leder af Proud Boys, har torsdag fået en dom for stormen på USA's kongres. Han skal tilbringe 15 år bag tremmer. Det har en føderal domstol besluttet, skriver Reuters.

Fem mennesker mistede livet, heriblandt en politimand, i forbindelse med angrebet på Kongressen, som flere tusinde tilhængere af daværende præsident Donald Trump gennemførte.

Kongrespolitikere har insisteret på, at deres liv var i fare. Angrebet skete, da de var i færd med at konfirmere, at demokraten Joe Biden havde vundet præsidentvalget.

Biggs havde på sociale medier opfordret til "krig" for at sikre, at Trump kunne fortsætte som præsident, selv om han havde tabt.

- Jeg blev forført af menneskemængden, og jeg bevægede mig bare fremad. Min nysgerrighed drev mig, lød det fra en hulkende Biggs inden domsafsigelsen.

Han undskyldte for sine handlinger og sagde grædende, at hans datter havde været offer for en sexforbrydelse.

- Jeg er ikke nogen terrorist. Mit hjerte er ikke fyldt med had.

Han fortalte også, at han aldrig mere vil have noget at gøre med Proud Boys.

Biggs er den første af fem ledende medlemmer af Proud Boys, der har fået udmålt sin straf. De fire øvrige får udmålt deres straf i denne uge. Blandt dem er den nuværende formand for Proud Boys, Enrique Tarrio.

Biggs er ikke den, der har fået den længste straf i forbindelse med angrebet på kongresbygningen. Det har Stewart Rhodes fra den rabiate højreorienterede gruppe Oathkeepers med 18 års fængsel.

Sponsoreret indhold