Nyheder26. september 2008

“Alphabeat”-Stine: Snaver Katy Perry

Den danske sanger gav “I kissed a girl”-stjernen en ordentlig tungeslasker
Danske Stine Bramsen har kysset med Katy Perry
Danske Stine Bramsen har kysset med Katy Perry
 Foto: Jacob Ljørring/ All Over

Det er ikke engang en måned siden, at danske Stine Bramsen fra "Alphabeat" afslørede, at hun er helt vild efter at bytte mundvand med den amerikanske sanger Katy Perry, som råhitter med sangen "I kissed a girl".

-Katy Perry skal snart spille herovre. Det ville være fedt at møde hende, sagde Stine Bramsen til The Sun og afslørede samtidig, at hun ville ønske, at flere kvinder ville give hende opmærksomhed.

Onsdag aften fik den danske sanger så sit ønske opfyldt. Ikke nok med, at hun fik lov at møde Katy Perry. De to smeltede også sammen i et kys. Det på trods af, at den amerikanske hit-mager tidligere har fortalt, at hun ikke er specielt tændt på at snave med andre piger.

Kysset foregik på natklubben Ruby Lounge, hvor de to tog hen efter Katy Perrys optræden på London Club Scala. De to tøser fór ud på dansegulvet så snart de ankom til natklubben.

Katy Perry danner ellers par med forsangeren i Gym Class Heroes, Travis McCoy. Han forbød hende for nylig at kysse igennem med andre kvinder. Han insisterer nemlig på at være den eneste, der udøver den disciplin med hende.

Det forbud tager den flatterede sanger tydeligvis ikke særlig tungt - med mindre danske Stine er et helt enestående tilfælde.

Sponsoreret indhold