Vinderen af et nyt public service-produkt for børn og unge er udpeget.
Aller Media har vundet udbuddet af et public service-lydunivers for børn i alderen 3-13 år.
Det oplyser Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Lyduniverset forventes at gå i luften i slutningen af 2024, og tilladelsen vil løbe til og med 2026.
Det samlede tilskud for hele tilladelsesperioden udgør 66 millioner kroner.
- Radio- og tv-nævnet har valgt den ansøger, som, nævnet vurderer, bedst kan gennemføre det lydunivers, der er besluttet i Medieaftalen, og som, vi tror, vil kunne få lyduniverset ud at leve blandt børn og unge, siger nævnets formand, Søren Sandfeld Jakobsen, i pressemeddelelsen.
- Aller Media har budt ind med et koncept, der er gennemarbejdet, inddragende og inkluderende.
Som led i medieaftalen 2023-2026 blev det aftalt, at der skal etableres et public service-lydunivers rettet mod børn og unge.
I lyduniverset skal der stilles 20 timers programindhold til rådighed hver uge.
Derudover skal lyduniverset indeholde originalt og relevant indhold, der omfatter nyheder og programmer i kategorier som samfund, kultur, drama, underholdning, viden og musik.
Indholdet skal stilles til rådighed for brugerne via en app og en hjemmeside. På Allers egen platform skal lydindholdet være gratis og uden reklamer.
Ved ansøgningsfristen 18. marts tidligere i år havde Radio- og tv-nævnet modtaget fire ansøgninger.
Aller Media vandt udbuddet med lyduniverset, der har fået titlen ''HULiGENNEM''. De vandt foran de tre øvrige ansøgere, som var Bundesen Management, Munck Studios København og Golittle.
Aller Media er en mediekoncern, der blandt andet udgiver Billed-Bladet, Femina og Se og Hør.