Alexandra: Hjem til mor

De var så tæt, og så gik det galt. Da grevinde Alexandra i sin tid flyttede til Danmark for at gifte sig med prins Joachim og bosætte sig på Schackenborg, fulgte hendes forældre med i købet. Dem ville hun have så tæt på som muligt.
Siden blev det måske for tæt. Luften mellem Manley'erne og deres ældste datter kølnedes i takt med, at forholdet mellem Alexandra og Martin blev stadig mere hedt.
Alexandra mødte ikke engang op i lufthavenen for at vinke, da forældrene forlod Danmark for at flytte til Østrig.
Nu tyder meget imidlertid på, at de to turtelduer på Svanemøllevej er færdige med at sidde lårene af hinanden og igen har overskud til at lukke andre ind i deres hverdag.
Legede turister
De to små prinsers efterårsferie blev således brugt på at besøge mormor og morfar, Christa og Richard Manley i deres nye hjem i Wien sammen med mor Alexandra og papfar Martin.
Ud over at hygge sig med forældrene, nåede Alexandra dog også at lege turist i Wien med Martin og sine børn. Bl.a. var de en tur i Prateren i Wien, der er berømt for sit kæmpe pariserhjul, og andre forlystelser samt små hyggelige vinknejper.
Christa og Richard Manley holdt sig mest hjemme. Sidstnævntes helbred er ikke for godt. Muligvis har det også haft indflydelse på Alexandras beslutning om at komme på visit i Wien med Martin og drengene.