Nyheder31. august 2023

Alex Vanopslagh giver post som politisk ordfører videre

Sólbjørg Jakobsen er ny politisk ordfører for Liberal Alliance, hvor hun afløser partiformand Alex Vanopslagh
Partiformand Alex Vanopslagh (til venstre) og ny politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen under Liberal Alliances sommergruppemøde i 2022, hvor Sólbjørg Jakobsen blev præsenteret som partiets spidskandidat i Nordjylland.
Partiformand Alex Vanopslagh (til venstre) og ny politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen under Liberal Alliances sommergruppemøde i 2022, hvor Sólbjørg Jakobsen blev præsenteret som partiets spidskandidat i Nordjylland.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Partiformand Alex Vanopslagh er ikke længere Liberal Alliances politiske ordfører.

Den fremtrædende post er under partiets sommergruppemøde givet videre til Sólbjørg Jakobsen.

Hun er blevet indstillet til posten af Alex Vanopslagh, og det har en enig folketingsgruppe bakket op om, fortæller partiformanden.

- Hun kan noget så sjældent som at kombinere en frygtløshed i de offentlige debatter – hun er ikke bange for at indtage upopulære standpunkter – men hun kan gøre det, samtidig med at hun bevarer sympatien.

- Hun er én, hvor man virkelig kan mærke, at hun har hjertet på det rette sted. Det synes jeg er en rigtig god kombination at have som politiker – og måske vil jeg også påstå, at det er en sjælden kombination, siger Alex Vanopslagh.

Sólbjørg Jakobsen blev valgt til Folketinget i Nordjyllands Storkreds ved valget i november sidste år.

Siden har hun været partiets beskæftigelses-, ligestillings- og Færøerneordfører. Alle ordførerskaber beholder hun.

Hun ser frem til i højere grad at kunne udbrede partiets politik som politisk ordfører.

- Jeg håber at kunne være med til at give noget modstand, hvor vi skal give modstand, få noget indflydelse, hvor vi skal have indflydelse og få bredt vores budskaber ud, siger Sólbjørg Jakobsen.

Ved valget i november gik Liberal Alliance markant frem fra 3 til 14 mandater.

Blandt de nye ansigter i folketingsgruppen var der dog kun én, der havde erfaring som folketingsmedlem i forvejen.

Det var en medvirkende årsag til, at Alex Vanopslagh tog teten som politisk ordfører efter valget frem for en anden end formanden, som partier af samme størrelse normalt gør.

- De skulle også have mulighed for at komme i gang og lære Christiansborg at kende.

- Der synes jeg også, at Sólbjørg har markeret sig særligt dygtigt i den offentlige debat, og jeg tror, det vil være en styrkelse af partiet, at danskerne lærer hende endnu bedre at kende, siger Alex Vanopslagh.

Liberal Alliance holder pressemøde torsdag i forbindelse med sommergruppemødet klokken 10.15 på Egelund Slot ved Fredensborg.

Sponsoreret indhold