Nyheder 18. februar 2004

ALEX: JEG ER GENERT

Alex Ambrose var rystende nervøs, da han stillede op i ”Popstars” i 2002. Med tolv deltagere tilbage og kort før finalen valgte han at springe fra kort før målet. Dels fordi han syntes, konkurrencekravene blev for hårde, men også fordi musikstilen lå ham fjernt. Han var komplet grøn, da han blev optaget til det store ”Popstars”-show på TV2. Generelt genert og altså bange for de snurrende kameraer. Den tidligere pædagmedhjælper har boet det meste af sit liv i højhusene i Brøndby.

Som teenager var han en dygtig basketballspiller og fik også tilbudt et collegeophold i USA for at udvikle sit talent. Men mulighederne for en professionel karriere herhjemme var for beskedne, så han valgte fra. I dag dyrker han kun sin sport på fritidsniveau. Efter nedturen i "Popstars"-konkurrencen gjorde han sig klar til at vende tilbage til arbejdet i børnehaven. Men pladeselskabet EMI havde set lyset i ham. Og den succesfulde hiphop-duo Nik & Jay tog ham under deres vinger. Den kønne knægt med den soulede stemme blev tilbudt en pladekontrakt, som han tog imod med kyshånd. Sidste år i august kom så hans debutalbum "Thirteen" på gaden. Den blev en stor succes og nu er han blevet nomineret i kategorien Årets danske sanger og Årets bedste popudgivelse ved det kommende Danish Music Awards den 28. februar i København. - Min generthed er nu erstattet af en langt større selvtillid. Nu er jeg ikke længere bange for scenen, siger Alex, som har arbejdet med sig selv og lært meget gennem de sidste halvandet år, hvor han bl.a. har fået sceneerfaring ved at turnere rundt med Nik & Jay. Som 18-årig begyndte han at nynne derhjemme bl.a. til musik af R Kelly, Babyface og Dr. Dre. At han havde mere end en enkelt tone i livet, kom især til udtryk, når han sammen med basketballdrengene fyrede den af på karaoke-anlægget. Han faldt ind så præcis, at vennerne opfordrede ham til at gøre noget mere ved sit musikalske talent.Gennem fire år havde han et mere eller mindre fast kæresteforhold, og i fjor havde han et kortvarigt forhold til fotomodellen Masja Juel, somdeltog i sidste års "Big Brother VIP". - Men nu har jeg været single i et stykke tid. Det har jeg det egentlig godt med. Jeg vil gerne nyde friheden et stykke tid, siger Alex, som dog har sin profil med billeder liggende på beautifulpeople.dk. - en side kun for de unge og smukke.

Sponsoreret indhold