Nyheder18. august 2023

Alarmerende: Vandstanden i Stillehavet stiger hurtigere end gennemsnittet

Højere temperaturer og stigende vandstand truer lokalsamfund i det Sydvestlige Stillehav, viser rapport
Lavtliggende områder såsom Tuvalu og Salomonøerne kan over tid bliver oversvømmet, hvilket vil ødelægge landbrugsjord og beboede områder, hvor indbyggerne ikke har mulighed for at søge mod højere områder.

 Foto: Sergi Reboredo/AP/Ritzau Scanpix

Vandstanden i det sydvestlige Stillehav stiger hurtigere end det globale gennemsnit. Det truer lavtliggende øer med oversvømmelse.

Tilmed skader de varme temperaturer havøkosystemerne.

Det fremgår af den årlige rapport, som Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) udgiver om klimaet i Det Sydvestlige Stillehav.

Rapporten handler om tilstanden i 2022, skriver Reuters.

Ifølge rapporten stiger vandstanden i det sydvestlige Stillehav med omkring fire millimeter om året i nogle områder, hvilket er lidt over det globale gennemsnit.

Lavtliggende områder såsom Tuvalu og Salomonøerne kan over tid bliver oversvømmet, hvilket vil ødelægge landbrugsjord og beboede områder, hvor indbyggerne ikke har mulighed for at søge mod højere områder.

I rapporten står også, at hedebølger er forekommet i større områder nordøst for Australien og syd for Papua Ny Guinea i en periode på mere end seks måneder.

Det har påvirket både havøkosystemerne og lokalsamfunds levebrød.

Generalsekretær for Den Meteorologiske Verdensorganisation, Petteri Taalas har udtalt, at vejrfænomenet El Niño, som er en opvarmning af vandtemperaturerne Stillehavet, vil komme til at påvirke regionen kraftigt.

Sidste år blev der indrapporteret 35 farlige naturfænomener såsom oversvømmelser og stormvejr, som resulterede i mere end 700 dødsfald, viser rapporten.

Naturfænomenerne har haft direkte konsekvenser for mere end otte millioner mennesker.

Selv om antallet af farlige naturfænomener i regionen var lavere end i 2021, var de økonomiske konsekvenser som følge af oversvømmelser og andre vejrfænomener større.

I alt har oversvømmelser kostet 8,5 milliarder dollar i regionen, inklusiv Australien og Filippinerne. Det svarer omtrent til 58 milliarder danske kroner.

Det er næsten tre gange så meget som i 2021.

Sponsoreret indhold