Nyheder25. september 2023

Alarm om skoleskyderi var en fejl: Nu undskylder skole

Elever og lærere gik straks i gang med at barrikadere sig i klasseværelserne, da alarm om væbnet indtrængen ved en fejl lød på to afdelinger af Niels Brock. Skolen undskylder
– Det var en menneskelig fejl, og det er dybt beklageligt, lyder det fra skolen.
– Det var en menneskelig fejl, og det er dybt beklageligt, lyder det fra skolen.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Over højttalerne lyder det, at alle skal gå til deres klasseværelser, låse døren og barrikadere sig.

Sådan lød beskeden, der torsdag formiddag i sidste uge var rettet mod elever og lærere på de to afdelinger af uddannelsesinstitutionen Niels Brock – Innovationsgymnasiet og Handelsgymnasiet – der begge ligger på Julius Thomsens Plads på Frederiksberg.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Og netop den alarm er den, skolen bruger i forbindelse med den frygtede situation, "væbnet indtrængen" – altså et skoleskyderi.

Lærere og elever gik straks i gang med det, de er instrueret i – nemlig at forhindre adgangen til klasselokalerne, og der gik ifølge TV 2 Kosmopols oplysninger op mod 10 minutter, før skolen fik afblæst alarmen. Ingen af dem vidste, at der var tale en fejl.

En af eleverne, Alexander Amsinck, der går på Innovationsgymnasiet, siger til TV 2 Kosmpol:

– Vi sad oppe i vores klasseværelse, da alarmen gik. Der lød en biptone, og så blev der sagt Kode A og at vi skulle gå til nærmeste klasselokale, hvor vi skulle barrikadere os. Der var en trykket stemning i klasselokalet, og ham der sad ved siden af mig, sagde, at hvis vi hører skud ude på gangen, så hopper vi ud af vinduet, fortæller han.

Alexander Amsinck følte, at han var i livsfare i situationen.

– Jeg var 100 procent sikker på, at der var en skytte på skolen, og at jeg skulle kæmpe for mit liv. Jeg troede, jeg var i livsfare, siger han.

I et undskyldende brev til elever og forældre forklarer Niels Brock, at der ved en fejl blev udløst en forkert alarm. Torsdag skulle der nemlig have været afviklet en brandøvelse på de to uddannelsessteder.

– Det var en menneskelig fejl, og det er dybt beklageligt, siger Gitte Vestergaard, der er direktør på Niels Brock, til TV 2 Kosmopol.

Mens mange af eleverne tog situationen roligt, så var der andre, der blev mere bange. Nogle af dem var sågar til stede i Fields den 3. juli sidste år, da en yngre mand åbnede ild mod kunder og ansatte og dræbte tre mennesker, mens adskillige andre blev såret.

– Derfor har det helt sikkert været ekstra skræmmende. Og det er også derfor, vi straks tilbød krisehjælp til dem, der måtte have brug for det, siger Gitte Vestergaard.

Hvor mange har taget imod det tilbud?

– Det er jeg ikke opdateret på endnu, siger hun.

Hvor lang tid gik der, før I opdagede, at det var en fejlalarm og kunne afblæse?

– Det blev opdaget med det samme.

Men både lærere og elever nåede jo at låse sig inde i klasselokalerne?

– Der gik lige lidt, før de nåede at reagere, siger hun.

Niels Brock gennemfører én gang om året en brandøvelse og én gang om året en øvelse, der handler om alvorlige situationer, som for eksempel det, skolen kalder væbnet indtrængen.

Brandøvelserne gennemføres uvarslet, mens der på forhånd varsles om øvelser, der handler om skoleskyderier. Torsdag var der planlagt en uvarslet brandøvelse – men det var altså alarmen om væbnet indtrængen, der blev trykket på. Derfor vidste lærerne altså heller ikke, at der var tale om en øvelse.

Sponsoreret indhold