Nyheder19. maj 2009

Ailton Almeide: Jeg skal være far

FCK’s sprudlende stjerneangriber og hans smukke svenske Sanna skal være forældre til november
Ailton har god grund til at klappe - han har succes både på hjemmebanen og sammen med FCK
Ailton har god grund til at klappe - han har succes både på hjemmebanen og sammen med FCK
 Foto: All Over

Det går rigtig godt for FC Københavns Ailton Almeida.

Samtidig med at han var hovedmanden bag den ydmygende 4-0-sejr over ærkerivalerne fra Brøndby i weekenden, så har han også scoret på hjemmebanen.

Hans 27-årige svenske kæreste Sanna er gravid, og parret skal være forældre til november.

- Jeg kan ikke beskrive den følelse, jeg har i kroppen, når jeg tænker på at skulle være far. Det bliver utrolig spændende, siger den 24-årige stjerneangriber i Ekstra Bladet.

Nyheden kommer i netop denne uge, hvor Ailton og FCK kan sikre sig "The Double". Tilmed oplever brasilianeren, at han her i foråret har fået sit spil til at fungere, så han begynder at leve op til de store forventninger, der hele tiden har været til hans talent.

- Jeg er blevet kaldt så meget i min tid i FC København - ikke mindst "flop" og "fejlkøb" - men med den periode jeg er i i mit liv, er jeg virkelig verdens gladeste Ailton, siger han til avisen.

Han og Sanna mødte hinanden i Sverige for tre år siden, hvor Ailton spillede før han kom til FCK.

Sponsoreret indhold