Nyheder26. juni 2002

AGURKETID I DANSK TV

Forhåbentlig har vejrguderne en ordentlig pose sommer til os med mulighed for masser af udendørsaktiviteter i de lyse nætter. Altså medmindre, du er vild med tennis og cykelløb og agter at tilbringe tiden i selskab med Wimbledon og Tour de France, for det er ærligt talt småt med det øvrige danske TV-udbud. Reprise-TV er en passende betegnelse for det, de danske TV-kanaler har besluttet at smide i hovedet på os licensbetalende seere. Og helt ærligt, det kan I sgu ”ette” være bekendt.
https://imgix.seoghoer.dk/media/3e4cad95b0a743ce966459f574af87a3.jpg

På DR er det "Praktikanten", "Kender du typen", "Dronningens elefanter", "Hokus Krokus", Cirkus Dannebrog" og "Husk lige tandbørsten". TV2 siger "Kom indenfor" - både til mafiabossen "Sopranos" og til seerne. "Strengt fortroligt", "Anja & BS på afveje", "Helt solgt!", "Åndernes magt II" og "Den store klassefest Classic" er andre mere eller mindre velkomne gensyn. På mig virker det uhyrligt. Tænk, om vi i lutter spareiver udsendte det samme blad uge efter uge! Og de øvrige danske kanaler holder sig bestemt ikke tilbage med repriserne. De vender bøtten med de amerikanske serier for jeg ved ikke hvilken gang. Ja, man kan næsten blive helt forpustet ved tanken om "Alletiders barnepige", der halser rundt på TV3 og søsterkanalen 3+ for at få styr på de uvorne unger. Hun må da være slidt helt ned til sokkerholderne. Så øv til de danske TV-kanaler og godt gået til et par danske politikere. Først og fremmest Bendt Bendtsen, som tacklede med bravur den situation, der er et mareridt for enhver forældre ved hurtigt at stå frem og berette om sagen for efterfølgende at hellige sig familien fremfor politik. Dernæst Søren Pind, som ikke lader sig kyse af formand Fogh, men tværtimod holder gang i debatten om den helt urimelig høje beskatning af os danskere. På gensyn på torsdag!

Sponsoreret indhold