Aftale om udflytning af uddannelser er på plads
Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om udmøntning af sidste års plan om udflytning af videregående uddannelser.
Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.
Aftalen betyder, at en række videregående uddannelser skal flyttes ud af de større byer.
Uddannelser i alle landsdele
I de kommende år skal det eksempelvis være muligt at uddanne sig til socialrådgiver i Hjørring, dyrlæge i Foulum ved Viborg, datamatiker i Tønder, lærer i Svendborg og arkitekt i Kalundborg.
Det fortæller uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).
- Der skal være gode muligheder for at tage en uddannelse i alle landsdele i Danmark. Et bredt flertal i Folketinget tager her ansvar for, at faldende ungdomsårgange ikke fører til yderligere centralisering og lukning af uddannelser på tværs af landet, siger han.
Aftalen er indgået af regeringen, Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne.