Nyheder7 timer siden

Afslører: Så få har købt Henrik Sass Larsens nye bog

Kun få gange er den tidligere toppolitikers bog "Tilbageslag" blevet solgt, siden den udkom for mere end en måned siden
Flere boghandlere afslører nu, hvor mange gange danskerne har købt Henrik Sass Larsens bog, hvor han fortæller om den alvorlige sag.
Flere boghandlere afslører nu, hvor mange gange danskerne har købt Henrik Sass Larsens bog, hvor han fortæller om den alvorlige sag.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Midt i sit livs krise: Henrik Sass Larsen stifter nyt selskab

Hensigten med bogudgivelsen var, at den tidligere socialdemokratiske minister, Henrik Sass Larsen ville rense sit navn i den alvorlige sag.

Her er han tiltalt for besiddelse af omfattende overgrebsmateriale på børn og også en børnesexdukke, som blev fundet i hans hjem af politiet.

Men med kun under en måned til, at sagen mod den tidligere minister begynder, er interessen for hans bog med titlen "Tilbageslag" stadig begrænset.

Ifølge netboghandlen William Dam er der nemlig kun solgt få udgaver af bogen, siden den udkom den 10. juni.

- Der er solgt 15 bøger efter udgivelsen, lyder det fra direktøren i William Dam, Peter Povlsen til SE og HØR.

Den landsdækkende bogkæde Bog og Idé fortæller også om lave salgstal på den tidligere socialdemokratiske ministers ellers voldsomt omtalte bog.

Marianne Lyngby Hansen, der er direktør for Indeks Retail A/S, der står bag Bog og Idé, vil dog ikke give et eksakt tal på, hvor mange gange bogen er blevet solgt. Men hun oplyser, at den samlet set er blevet solgt "et sted mellem 100 til 200 gange" i Bog og Idés-butikker i hele landet.

- I forhold til en aktuel toppolitiker er det i den lave ende, lyder vurderingen fra direktør for Indeks Retail A/S, Marianne Lyngby Hansen til SE og HØR.

SE og HØR har også forsøgt at få oplyst, hvor mange udgaver af Henrik Sass Larsens bog, der er blevet solgt hos den store netboghandler Saxo. Det har dog ikke været muligt at få svar på.

Men tidligere har Jeppe Trier, der er direktør i Saxo udtalt til Radio IIII, at interessen for bogen var "meget begrænset", og at bogen langt fra "blev revet af hylderne", da den udkom i starten af juni.

I bogen fortæller Henrik Sass Larsen om sagen fra sit perspektiv. Det gjorde han også i et meget omdiskuteret interview i B.T's podcast "Q og Co". Her fortalte han til Henrik Qvortrup, at han i 2018 modtog en mail indeholdende et link til et videoklip, som viste et seksuelt overgreb mod sig selv, da han var tre år gammel.

Henrik Sass Larsen er tiltalt for at være i besiddelse af over 6200 billeder og 2200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn.

Han er derudover tiltalt for at være i besiddelse af en barnedukke konstrueret med et seksuelt formål for øje, "idet den var opskåret i skridtet og tilknyttet en elektronisk betjening", lyder det i anklageskriftet mod den tidligere minister.

Til B.T har Henrik Sass Larsen tidligere forklaret, at der var tale om en almindelig påklædningsdukke, som han havde modtaget som en bonusgave fra en kinesisk handelsplatform.

Han nægter sig skyldig i tiltalen om omfattende besiddelse af overgrebsmateriale og af børnesexdukken.

Sagen mod den tidligere minister starter ved Københavns Byret den 21. august, og der er afsat en enkelt retsdag.

Henrik Sass Larsen var i mange år et fremtrædende medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Han var erhvervs- og vækstminister fra august 2013 til juni 2015. Han var medlem af Folketinget fra 2000 til 2019.

Sponsoreret indhold