Den afgående topchef i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, siger, at der formentlig kommer afskedigelser i det danske medicinalselskab.
Det skriver DR onsdag, hvor selskabet har offentliggjort sit regnskab for første halvår.
Regnskabet kommer i kølvandet på en rædselsuge, hvor Novo Nordisk nedjusterede forventningerne, og aktien blev sendt ned med over 30 procent.
- Når man skal justere en virksomhed, er der nogle områder, hvor man skal være færre, nogle der skal være mindre, så vi kommer nok ikke udenom fyringer, siger han til DR.
- Men det er ikke noget, der er besluttet. Det er noget, Mike og teamet skal arbejde med, fortsætter Fruergaard Jørgensen med henvisning til den kommende topchef, Mike Doustdar.
Han starter i jobbet torsdag.
Da det tirsdag sidste uge blev meddelt, at Doustdar ville blive topchef, sagde han i et investoropkald, at der kommer besparelser i det danske medicinalselskab.
- Jeg vil endnu ikke gå i detaljer om, hvor besparelserne skal findes, men der skal findes effektiviseringer, så vi kan øge væksten, sagde han ifølge Børsen.
Novo toppede sidste sommer, da en aktie blev solgt til over 1000 kroner.
Men siden da har aktien været på en gevaldig nedtur, som fik yderligere fart med nedjusteringen sidste uge, der blandt andet blev begrundet med, at der fortsat produceres og sælges kopivarianter af vægttabsmidlet Wegovy i USA.
Samtidig er Novo Nordisk i skarp konkurrence med amerikanske Eli Lilly.
Halvårsregnskabet onsdag bød dog på milliardoverskud fra Novo.
Novo Nordisk tjente således 55,5 milliarder kroner i første halvår. Det er 22 procent mere end i første halvår året før.
Men i løbet af onsdagen er aktien fortsat med at falde, og kort før klokken 14 sælges den til et godt stykke under 300 kroner per aktie.