Æv! Flere rammes af denne sexsygdom
I 2020 steg antallet af smittetilfælde med syfilis i Danmark, og i 2021 var det endnu en gang tilfældet.
Det viser tal fra Statens Serum Institut.
I 2021 var der 634 tilfælde af den seksuelt overførte sygdom. Det er en stigning på 188 tilfælde i forhold til 2020.
De 446 tilfælde i 2020 var hidtil det højeste antal smittede på et år siden 2000.
Syfilis kan smitte ved ubeskyttet sex og viser sig i form af sår eller udslæt på kroppen, der ikke gør ondt og ikke vil hele.
Hvis sygdommen ikke behandles kan den give feber, hovedpine og udslæt på hele kroppen. I yderste tilfælde kan ubehandlede patienter få infektion i blandt andet hjerne og rygmarv.
Sygdommen behandles effektivt med antibiotika og kan blandt andet diagnosticeres med en blodprøve.
Det er især mænd, der har sex med mænd, som udgør størstedelen af smittetilfældene.
493 af de 634 tilfælde i 2021 var mænd, der havde haft sex med mænd.
Statens Serum Institut skriver, at der formentlig findes et antal heteroseksuelle mænd, som har syfilis, men ikke bliver testet, fordi de ikke har symptomer.
52 af tilfældene i 2021 var hos kvinder, hvilket også er en stigning. I 2020 var det tal 37.
Ni af de positive tilfælde blandt kvinder var hos gravide.
Igen peger Statens Serum Institut på, at den relativt høje andel af smittetilfælde hos gravide kan skyldes, at en del kvinder, der ikke er gravide, ikke bliver testet for syfilis.
Det er ikke kun Danmark, der oplever en stigning i antallet af smittetilfælde.
I august skrev det grønlandske medie Sermitsiaq.AG, at syfilis i Grønland var i fremmarch.
Syfilis blev ellers i mange år betegnet som nærmest ikkeeksisterende i Grønland, men det er der blevet lavet om på.
I 2020 blev der fundet 140 tilfælde af syfilis i Grønland.