Nyheder29. marts 2023

Advarsel til danskerne: Pas på, når du rejser i dette land

Påsken er over os, og mange danskere skal ud at rejse. Nu kommer Udenrigsministeriet og SOS International med en klar advarsel om ét land
Billedet er ikke fra den seneste demonstration i Frankrig.
Billedet er ikke fra den seneste demonstration i Frankrig.
 Foto: Ritzau Scanpix

Hvis din påskedestination går til det franske, skal du måske lige genoverveje rejsen.

For både Udenrigsministeriet og SOS International kommer med en advarsel til de rejseglade danskere, som har tænkt sig at tage forbi Frankrig.

"Har du planlagt en rejse til Paris, er det værd at være opmærksom på, at protesterne mod en stor pensionsreform har betydet demonstrationer og uroligheder i en række større franske byer," skriver SOS International, og Udenrigsministeriet synger på samme vers:

"Der er risiko for demonstrationer og uroligheder i Paris og andre større byer. Hold dig på afstand, da det kan udvikle sig voldeligt. Vær opmærksom på dine omgivelser især på steder, hvor mange mennesker er samlet. Transport kan være påvirket og evt. ramt af strejker."

Den seneste tid har Frankrig - især hovedstaden Paris - været ramt massivt af demonstrationer blandt andet på grund af en hævning af pensionsalderen i landet.

Der har siden tirsdag den 28. marts været generalstrejke i landet, fordi Emmanuel Macron har planer om at hæve førnævnte pensionsalder til 64 år fra 62 år.

Knap 30 procent af landets gymnasier er lukket, og der er også en omfattende strejke blandt byens skraldemænd.

Især B.T. har berettet om voldsomme scener, hvor deres journalist på stedet blandt andet blev ramt af tåregas.

Sponsoreret indhold