Nyheder26. november 2022 (opd. 26. november 2022)

Advarer Søren Pape: Det gør du bare IKKE

Det kniber voldsomt med opbakningen fra det konservative bagland - i dag er der rivegilde i den konservative hovedbestyrelse
2022 har IKKE været Søren Pape Poulsens år.
2022 har IKKE været Søren Pape Poulsens år.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Pape reddet af toppen

Markante stemmer fra det kommunale bagland i De Konservative advarer formand Søren Pape Poulsen (K) mod at indgå i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Jakob Næsager (K), der er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, skriver på Facebook:

- Regering mellem S og C (De Konservatives partibogstav, red.) - nej tak.

Han skriver videre, hvorfor han ikke kan se en regering mellem Socialdemokratiet og De Konservative for sig.

- Jeg håber, at den kommende regering kommer med gode forslag, som C kan støtte, men jeg kan ikke se, at C kan være en del af Mette Frederiksens regering.

Kostede statsministerposten

De Konservative gik ved folketingsvalget 1. november tilbage fra 12 til 10 mandater.

Bag det resultat gemmer sig imidlertid det faktum, at partiet et par måneder før valget lå til at blive mere end fordoblet i forhold til valget i 2019.

Da Søren Pape Poulsen 15. august annoncerede sit statsministerkandidatur, steg tilslutningen til De Konservative markant.

Knap en uge senere stod partiet til en opbakning fra 16,5 procent af vælgerne i en meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter.

Siden fulgte en række personsager omkring Søren Pape Poulsens privatliv og politiske dømmekraft.

De Konservative endte ved valget med at få 5,5 procent af stemmerne. Søren Pape Poulsen måtte derfor pakke sine statsministerdrømme langt væk.

- Mette Frederiksens manglende respekt for overholdelse af lovgivningen i Minksagen - og hendes arrogante håndtering af sagen efterfølgende - fortjener heller ikke, at hun bliver statsminister igen.

- Jeg er ikke i tvivl. Konservative skal ikke være et lille hjul i Mette Frederiksens tvivlsomme regering. Vi skal sammen med andre opbygge den blå familie og næste gang komme med et troværdigt alternativ, skriver Jakob Næsager.

Hans Facebook-opslag har fået en kommentar fra blandt andre Nikolaj Bøgh (K), der er rådmand og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune.

- Meget enig. Det ville være fuldstændig forkert at gå med i sådan en regering, skriver Nikolaj Bøgh i kommentarsporet.

Inden valget afviste Søren Pape Poulsen kategorisk at indgå i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det har siden tilsyneladende ændret sig.

- Om det kan lykkes er bare et rigtig godt spørgsmål. Men jeg synes af hensyn til vores land, at skal vi gøre forsøget, sagde han torsdag efter at have været til regeringsforhandlinger med fungerende statsminister Mette Frederiksen (S).

Lørdag mødes De Konservatives hovedbestyrelse for at evaluere valgresultatet, som blev en stor skuffelse for partiet.

Der vil ikke komme nogen udmelding efter mødet, oplyser partiet til Ritzau.

Sponsoreret indhold