Nyheder16. august 2023

Advarer: Polsk kebabkød har givet danskere salmonella

Østrigske myndigheder advarer om inficeret polsk kyllingekød, der har gjort kebabspisere syge. Én er død
Fødevaremyndigheder opfordrer til, at man gennemsteger sit kyllingekød.
Fødevaremyndigheder opfordrer til, at man gennemsteger sit kyllingekød.
 Foto: Masanori Inagaki/Ritzau Scanpix

Der er grund til at være ekstra opmærksom, hvis man i den kommende tid får lyst til kyllingekebab.

Det skyldes, at der er mistanke om, at der kan være salmonellainficeret polsk kyllingekød i omløb i Europa.

Det er de østrigske fødevaremyndigheder, der ifølge nyhedsbureauet DPA opfordrer til, at man gennemsteger sit kyllingekød for at sikre, at eventuelle salmonellabakterier ikke overlever tilberedningen.

Det sker efter en række sygdomstilfælde det seneste halve år, hvor mindst 27 østrigere er blevet syge med salmonella, efter at de har spist kylling.

En 63-årig mand blev endda så hårdt angrebet, at han døde.

Også indbyggere i en lang række andre europæiske lande - herunder Danmark - skulle være blevet smittet.

Et større detektivarbejde har resulteret i, at man også mener at have fundet kilden til smitten.

Næsten alle smittede personer har nemlig angivet, at de har spist kyllingekebab kort tid inden, at de blev syge.

Det viser sig, at de spisesteder, som har serveret kyllingekødet, alle har brugt kød, der stammer fra Polen.

De polske fødevaremyndigheder er klar over problemet og har ni gange i perioden fra marts til august informeret andre EU-lade om mulig salmonellasmitte i polsk kyllingekød.

Polen er den største fjerkræproducent i EU, og den næststørste eksportør. Mere end halvdelen af produktionen bliver eksporteret, blandt andet til Danmark.

Sponsoreret indhold