Nyheder21. december 2021

Advarer hundeejere: Stakkels Bella spiste snus

Pas på din hund ikke spiser snus fra jorden, lyder advarslen fra en dyrlæge, efter hunden Bella blev forgiftet af netop snus
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bella.jpeg
 (Foto: Hornsyld Dyrlæger)

De fleste hundeejere ved, at deres firbenede ven elsker at have snuden i alting.

Men der er altså god grund til at holde øje med din hund, når den snuser rundt.

For der kan nemlig ligge alt muligt på jorden, som slet ikke er godt for din hund – og som i sidste ende kan gøre den alvorligt syg.

Nu advarer Hornsyld Dyrlæger mod snus, som forleden gjorde Bella syg. Bella havde sat tænderne i noget snus, der var smidt på vejen:

”Bella kom i sidste uge slingrende ind på klinikken med udspilet mave og stikkende gang. Dyrlægen vurderede ud fra ejers udsagn, at der kunne være tale om en forgiftning, hvorfor hun fik noget at kaste op af. Bella kastede herefter 2 snusposer op”, skriver Hornsyld Dyrlæger på Facebook.

Efterfølgende blev Bella indlagt til yderligere behandling, da hun var meget dårlig.

”Heldigvis har Bella det godt idag, takket være ejers hurtige reaktion”, skriver dyrlægerne, inden de kommer med en kraftig opfordring til alle:

”Dette er en opfordring til folk om at holde øje med deres hund på gåtur, og en kærlig påmindelse om at passe på ikke at tabe snusposerne på gaden, da hunde ofte synes de små poser lugter godt og intetanende om det giftige nikotin, spiser dem."

"Spiser hvalpe snusposerne kan det være endnu mere alvorligt og endda ende fatalt. Det er derfor vigtigt at tage fat i os, hvis man er bekymret for, sin hund har spist cigaretskod, snusposer, hash etc.”

Sponsoreret indhold